Stadfæstelse af indeholdelsespligt for AM-bidrag og arbejdsudlejeskat ved litauisk arbejdskraft — forældelse ikke indtrådt

Landsskatteretten har stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse om, at et dansk ejendomsselskab hæfter for 119.428 kr. i AM-bidrag og 412.027 kr. i arbejdsudlejeskat for perioden 2016-2019 i forbindelse med brug af litauiske byggevirksomheder. Retten nåede dels frem til, at skattekravet ikke var forældet, fordi Skattestyrelsen først fik tilstrækkeligt kendskab til kravet ved modtagelsen af kontrakter og fakturaer i 2020, dels at skatten skulle beregnes af hele fakturabeløbet, da selskabet ikke havde dokumenteret lønandelen.

Selskabet, der beskæftiger sig med investering i og udvikling af fast ejendom, stod fra 2015 og frem for renovering og istandsættelse af egne ejendomme ved hjælp af udenlandske byggevirksomheder, navnlig litauiske selskaber som [virksomhed5] UAB, [virksomhed7] UAB og [virksomhed8] UAB. Mens selskabet stillede materialer og værktøj til rådighed, var det koncernselskabet [virksomhed3] A/S, der stod for indkøbet.

Ved afgørelse af 11. november 2016 fastslog SKAT, at forholdet var arbejdsudleje efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, og at selskabet fra 1. januar 2016 var forpligtet til at indeholde arbejdsudlejeskat. Denne afgørelse blev stadfæstet af:

Landsskatteretten den 18. oktober 2018

Østre Landsret den 24. marts 2021 (SKM2021.187.ØLR)

Højesteret den 21. april 2022 (SKM2022.228.HR)

Herefter handlede sagen om opkrævning af AM-bidrag og arbejdsudlejeskat for de efterfølgende indkomstår (2016-2019).

I februar 2020 modtog Skattestyrelsen materiale fra selskabet (kontrakter og fakturaer for 1.152.600 kr.) og i oktober 2020 yderligere 340.250 kr. Fakturaerne var uden specifikationer, og kontrakterne var enslydende på nær adresse, periode og pris.

AM-bidrag (8 % af 1.152.600 kr.) 92.208 kr.

Arbejdsudlejeskat (30 % af 1.060.392 kr.) 318.118 kr.

AM-bidrag (8 % af 340.250 kr.) 27.220 kr.

Arbejdsudlejeskat (30 % af 313.030 kr.) 93.909 kr.

Som begrundelse anførte Skattestyrelsen, at selskabet ikke havde dokumenteret, hvor stor en del af fakturasummerne der var viderebetalt som løn til de arbejdsudlejede medarbejdere. Fordi selskabet ikke kunne oplyse lønandelen, blev hele fakturabeløbet lagt til grund som beregningsgrundlag, jf. forarbejderne til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3 og Den Juridiske Vejledning afsnit C.F.3.1.4.2.

Som principal påstand krævede selskabet ansættelsen nedsat til 0 kr. og subsidiært nedsat til et mindre beløb svarende til lønandelen.

Selskabet anførte, at Skattestyrelsens krav var forældet efter forældelseslovens § 3, stk. 1. Fristen skulle efter selskabets opfattelse løbe fra den 11. november 2016, hvor SKAT traf afgørelse om indeholdelsespligten, eller senest fra de løbende forfaldstidspunkter (den 10. i måneden efter arbejdets udførelse, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 5).

Skattestyrelsen valgte ikke at indgå en suspensionsaftale, selvom [advokatfirma2] havde oplyst, at der ikke var juridiske hindringer herfor

[advokatfirma2] anbefalede proaktivt at indkalde materiale, men Skattestyrelsen ignorerede denne anbefaling

Retssagen om 2015-forholdene kunne ikke have afbrudt forældelsen, da Skatteministeriets frifindelsespåstand ikke udgjorde et aktivt krav, jf. forældelseslovens § 16

Selskabet anførte, at beskatningsgrundlaget kun skulle omfatte den del af fakturabeløbet, der viderebetales som løn til de arbejdsudlejede arbejdstagere. Til støtte herfor havde selskabet fremlagt en opgørelse, der byggede på en gennemsnitlig lønprocent udledt af de litauiske selskabers årsrapporter. Det måtte efter selskabets opfattelse have formodningen imod sig, at de litauiske selskaber ikke havde andre omkostninger end arbejdsløn, og Skattestyrelsens metode rakte længere end loven krævede.