I 2017 bad tre begrænset skattepligtige (A, B og C) de danske skattemyndigheder om at få refunderet for meget indeholdt kildeskat på udbytte og royalty, idet de henviste til dobbeltbeskatningsoverenskomster. SKAT afviste kravene som forældede efter den 3-årige frist, men Højesteret nåede frem til, at kildeskattelovens § 67 A — med sin 5-årige forældelsesfrist — også omfatter begrænset skattepligtiges tilbagesøgningskrav, og at SKATs praksisændring i 2016 manglede lovhjemmel.
Højesteret tog stilling til, om en sag om påstået handicapdiskrimination — herunder tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingsloven § 2 a — i forbindelse med en driftsmæssigt begrundet afskedigelse skulle behandles af landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Byretten havde henvist sagen til landsretten med henvisning til principielle spørgsmål om rækkevidden af U 2025.774 H og EU-Domstolens dom C-485/20 (HR Rail), men landsretten afviste at behandle den og hjemviste den til byretten. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Vestre Landsret med rette afviste A's anke af en byretssag om forsikringsdækning for en husbrand, som forsikringsselskabet hævdede, at A forsætligt havde fremkaldt. Højesteret slog fast, at det som udgangspunkt er så indgribende for en forsikringstager at blive fundet ansvarlig for forsætlig brandstiftelse, at en anke kun kan afvises efter retsplejelovens § 368 a, hvis der foreligger særlige omstændigheder – og da sådanne ikke var til stede, hjemviste Højesteret sagen til landsretten.
Sagen handlede om, hvorvidt en somalisk-født mand kunne frakendes sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A, fordi han i en kort periode forud for naturalisationens vedtagelse undlod at orientere myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og den efterfølgende sigtelse. Manden og hans fem børn blev frifundet i byret, landsret og Højesteret, da en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Den 4. juni 2026 tog Højesteret stilling til, om politiets tekniske udlæsning af en beslaglagt mobiltelefon — gennemført inden der forelå en ransagningskendelse — skal anses for en ransagning i retsplejelovens forstand. Højesteret slog principielt fast, at en dataudlæsning, der ikke følges op af en gennemgang af indholdet, er en integreret del af beslaglæggelsen og altså ikke ransagning, og godkendelsen af politiets indgreb blev derfor stadfæstet.
I en ankesag omgjorde Grønlands Landsret kredsrettens frifindelsesdom og fandt den tiltalte skyldig i forsøg på voldtægt begået den 28. maj 2023. Den tiltalte, der er sindssyg som følge af en organisk hjerneskade med en IQ på ca. 56, blev idømt behandling på grønlandsk psykiatrisk hospital uden længstetid. Sagen er usædvanlig, fordi forurettede var afgået ved døden, før sagen blev behandlet i retten, og landsretten tillod dokumentation af hendes politirapport.
Højesteret har stadfæstet familierettens afgørelse om, at forældrene fortsat skal have fælles forældremyndighed over deres søn (født august 2023), selv om faren afsoner 5 år og 3 måneders ubetinget fængsel for narkotikakriminalitet og vold. Højesteret nåede frem til, at farens kriminalitet ikke er omfattet af forældreansvarslovens § 4 a, og at der ikke forelå holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold. Dermed ændrede Højesteret Vestre Landsrets dom, der havde tillagt moren forældremyndigheden alene.
Sagen handlede om lovligheden af en tvangsindlæggelse på farlighedsindikation i maj 2013, hvor lægeerklæringen fra den indlæggende læge senere var blevet ulæselig som følge af en indscanningsfejl ved digitalisering af sagens akter. Højesteret fastslog, at en ulæselig lægeerklæring ikke i sig selv kan medføre, at tvangsindlæggelsen var ulovlig, når den foreskrevne to-instans-fremgangsmåde i øvrigt er fulgt og dokumenteret. Landsrettens dom om lovlig tvangsindlæggelse blev stadfæstet, hvorimod spørgsmålet om lovligheden af den efterfølgende tvangstilbageholdelse blev hjemvist til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
I maj 2026 behandlede Grønlands Landsret en ankesag mod en tiltalt født i 2001, som ved Kujalleq Kredsret var fundet skyldig i forsøg på manddrab og voldtægt/forsøg på voldtægt og idømt behandling på dansk psykiatrisk hospital. Anklagemyndigheden ankede med påstand om anbringelsesdom uden længstetid, mens tiltalte ønskede dommen stadfæstet. Landsretten stadfæstede kredsrettens dom i sin helhed.
GroundPlug International ApS anlagde sag mod Stavrex ApS og Stavrex AB og nedlagde påstand om forbud mod markedsføring og salg af Stavrex' jordskruer, tilbagekaldelse, destruktion og oplysningspålæg under påberåbelse af den internationale designregistrering DM/103 436 og markedsføringsloven. Stavrex nedlagde modpåstand om, at designregistreringernes EU-designering skulle erklæres ugyldig på grund af manglende nyhed og individuel karakter. Retten opretholder designets gyldighed, men finder ingen krænkelse og frifinder begge parter.
Sagen drejer sig om, hvorvidt en e-mailkorrespondance fra 2019 afbrød den 10-årige forældelsesfrist for et gældsbrev fra 2011 på ca. 1,2 mio. kr., således at X ApS' krav mod A ikke var forældet, da sagen blev anlagt i 2022. Højesteret tilsluttede sig landsrettens resultat og begrundelse om, at A's svar – 'jeg har ikke mulighed for at tilbagebetale lånet nu' – udgjorde en skylderkendelse under Forældelsesloven § 15, der afbrød forældelsesfristen den 26. oktober 2019. Landsrettens dom stadfæstes, og A pålægges at betale 65.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret.
