Støtte til overvågning i Kontant Tilskud og BPA-ordninger – afgrænsning af personkreds og sektoransvar

Principmeddelelsen fastlægger, hvordan støtte til overvågning udmåles inden for rammerne af Servicelovens § 95 om kontant tilskud og § 96 om borgerstyret personlig assistance (BPA). Samtidig tager beslutningen stilling til sektoransvaret mellem sociallovgivningen og sundhedslovgivningen.

I en ordning efter Serviceloven § 95, stk. 3 er støtten til overvågning kraftigt begrænset:

Der kan højst ydes støtte til overvågning i op til otte sammenhængende timer i nattetimerne (Serviceloven § 95, stk. 4).

Det forudsætter et konkret behov, hvor manglende overvågning ville kunne føre til fatale konsekvenser eller alvorlig skade.

Den nærtstående tilskudsmodtager (typisk familie) må ikke selv stå for overvågningsopgaven.

Der kan ydes støtte til overvågning på ethvert tidspunkt af døgnet.

Som udgangspunkt kræves der ikke 'fatale konsekvenser', men alene et konkret behov.

Overvågningsbehovet indgår i den samlede vurdering af, om borgeren har et så omfattende og massivt hjælpebehov, at det kræver den særlige fleksibilitet i en BPA-ordning.

Sektoransvar: Social lovgivning vs. Sundhedslovgivning

Fordi sociallovgivningen er subsidiær, kan der kun gives støtte til overvågning efter serviceloven, hvis opgaven ikke allerede dækkes af anden lovgivning. Der må eksempelvis ikke udmåles støtte til respiratorisk overvågning efter sociallovgivningen, hvis den indgår i sygehusbehandling eller pleje under sundhedslovgivningen.

Sag 1 (Hjemvist): En borger med multihandicap og svær epilepsi. Kommunen gav afslag på kontant tilskud, fordi hjælpebehovet blev opgjort til under 20 timer (18,5 t.). Ankestyrelsen fandt kommunens tidsoptælling mangelfuldt begrundet og hjemviste sagen til en ny optælling af samtlige praktiske opgaver (indkøb, rengøring, bleskift m.v.) samt en vurdering af et eventuelt behov for nat-overvågning.

Sag 2 (Stadfæstet): En borger med svær cerebral parese og epilepsi. Hjælpebehovet var her stort (30 t./uge), men Ankestyrelsen stadfæstede afslaget på kontant tilskud til familien. Det blev anset for en saglig vurdering fra kommunens side, at borgeren bedst kunne understøttes i sin livsudfoldelse via et botilbud frem for pasning hos forældrene. Overvågningsbehovet ændrede ikke ved, at der ikke forelå et 'særligt tilfælde', som kunne begrunde familiepasning.

Sag 3 (Hjemvist): En borger med dissemineret sclerose og hyppige kramper med kvælningsrisiko. Kommunen afslog BPA og henviste til almindelig hjælp/ledsagelse. Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde inddraget de lægelige oplysninger om behovet for akut overvågning hele døgnet (pga. luftvejshandtering ved anfald), og hjemviste sagen til fornyet behandling.