Højesteret: Fælles forældremyndighed opretholdes trods fars narkotikadomme – kriminalitet omfattet ikke af § 4 a i forældreansvarsloven

Højesteret har stadfæstet familierettens afgørelse om, at forældrene fortsat skal have fælles forældremyndighed over deres søn (født august 2023), selv om faren afsoner 5 år og 3 måneders ubetinget fængsel for narkotikakriminalitet og vold. Højesteret nåede frem til, at farens kriminalitet ikke er omfattet af forældreansvarslovens § 4 a, og at der ikke forelå holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold. Dermed ændrede Højesteret Vestre Landsrets dom, der havde tillagt moren forældremyndigheden alene.

Baggrund og familieforhold

Mor og Far levede sammen, da hun i 2022 blev gravid. Samlivet ophørte i januar 2023, og Barn, født Dato 2023, er tilmeldt morens adresse. Ved fødslen fik forældrene fælles forældremyndighed efter forældreansvarsloven § 7, stk. 3.

Far har to aktuelle straffedomme:

18. december 2023: Fængsel i 1 år og 9 måneder for bl.a. besiddelse af 256 gram kokain (overtrædelse af straffeloven § 191), dopingmidler og halskniv.

10. december 2024: Yderligere straf for besiddelse af 118,78 gram kokain med henblik på videreoverdragelse (straffeloven § 191) og vold efter straffeloven § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1.

Far afsoner i alt 5 år og 3 måneders ubetinget fængsel. Forud for varetægtsfængslingen havde han haft et fåtal samvær med Barn.

Familieretten i Holstebro (25. april 2025) bestemte, at forældrene fortsat skulle have fælles forældremyndighed, men at der for tiden ikke skulle fastsættes samvær mellem Barn og Far.

Vestre Landsret (18. juli 2025) ændrede familierettens dom på forældremyndighedsspørgsmålet og bestemte, at forældremyndigheden skulle tillægges Mor alene. Spørgsmålet om samvær (der ikke var fastsat) blev ikke anket til landsretten.

Far bragte forældremyndighedsspørgsmålet for Højesteret.

Højesteret redegjorde for det centrale retsgrundlag i forældreansvarsloven:

§ 4 a opstiller et skærpet regime, hvorefter en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf for en specificeret katalogkriminalitet (bl.a. straffeloven § 237 (manddrab), § 244, stk. 2 (grov vold), § 245 (voldelig legemsbeskadigelse)), som udgangspunkt ikke kan have del i forældremyndigheden eller samvær. Narkotikakriminalitet (straffeloven § 191) og simpel vold (straffeloven § 244, stk. 1) falder ikke ind under bestemmelsen.

§ 11, 2. pkt. (det generelle regime) bestemmer, at fælles forældremyndighed alene kan ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Bestemmelsen afvejer hensynet til barnets interesse i fælles forældreansvar over for hensynet til, at forældrene rent faktisk kan samarbejde.

3.1Forarbejdernes betydning

Af forarbejderne til forældreansvarsloven § 11 (L 157, 2011-12) fremgik, at vurderingen af samarbejdspotentialet bl.a. kan inddrage:

Om en forælder er uegnet til at deltage i væsentlige beslutninger, f.eks. som følge af massivt misbrug

Han har forsøgt at udøve sin forældrerolle og holdt sig tilgængelig under afsoning via telefon, mail og e-Boks

Der er ingen konkrete uenigheder om Barns forhold, og der er ikke iværksat kommunale foranstaltninger

Kriminaliteten falder uden for forældreansvarsloven § 4 a, og mangelfuld kommunikation kan ikke i sig selv begrunde ophævelse

Mor bør ikke alene ved at afvise kommunikation kunne skabe grundlag for at opnå forældremyndigheden alene

Fundamentale uenigheder om narkotikakriminalitetens betydning for forældrerollen udgør en reel hindring for samarbejde

Far fravalgte faderrollen allerede før Barns fødsel ved ikke at ændre sin livsførelse

Højesteret (5 dommere, 2. afdeling) ændrede landsrettens dom og stadfæstede familierettens afgørelse om fortsat fælles forældremyndighed.

§ 4 a finder ikke anvendelse. Fars domme for overtrædelse af straffeloven § 191 (narkotika) og § 244, stk. 1 (simpel vold) er ikke omfattet af § 4 a's katalog. Sagen bedømmes alene efter forældreansvarsloven § 11, 2. pkt.

Ingen påviste samarbejdsproblemer. Der foreligger ingen oplysninger om, at Far har modarbejdet beslutninger vedrørende Barn eller undladt at reagere på henvendelser om Barns forhold.

Årsagen til manglende kommunikation. Højesteret fremhævede, at det ved vurderingen af samarbejdspotentialet må indgå, hvad der ligger til grund for, at parterne ikke kommunikerer. Den manglende kommunikation skyldes Mors afstandtagen fra Fars kriminalitet – ikke en generel samarbejdsunvilje fra Fars side. Under afsoning har Far i praksis overladt beslutninger om Barn til Mor.

Kriminaliteten gør ikke Far uegnet. Den begåede kriminalitet gør ham ikke i sig selv uegnet til at deltage i beslutninger om Barns liv. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at Far ved sin adfærd har vist, at han ikke har til hensigt at deltage i Barns liv.

Konklusion: Betingelserne for at ophæve den fælles forældremyndighed forældreansvarsloven § 11, 2. pkt. er ikke opfyldt.

Mor og Far skal fortsat have fælles forældremyndighed over Barn, født Dato 2023.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.

Familierettens afgørelse om, at der for tiden ikke fastsættes samvær mellem Barn og Far, blev ikke anket og står ved magt.