Højesteret: Frakendelse af dansk indfødsret efter § 8 A — proportionalitetsafvejning hindrer frakendelse trods fortielse af voldsepisode før naturalisation

Højesteret stadfæstede frifindelsen i en sag, hvor Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om frakendelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A over for en somalisk-født mand (Tiltalte 1) og hans fem børn (Tiltalte 2-6). I dagene op til naturalisationens vedtagelse i 2016 undlod Tiltalte 1 at orientere myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og en efterfølgende sigtelse. Højesteret kom frem til, at i det mindste en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.

Sagens kronologi: Ansøgning, voldsepisode og naturalisation

Tiltalte 1 kom som 12-årig fra Somalia til Danmark i 1996 og indgav i december 2014 ansøgning om dansk indfødsret. Den 22. januar 2016 oplyste Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, at hans ansøgning var færdigbehandlet, og at man påtænkte at optage ham på lovforslaget om indfødsrets meddelelse. Den 26. januar 2016 underskrev han en erklæring om at ville overholde dansk lovgivning.

Det kritiske tidsforløb omkring naturalisationen:

21. april 2016 Lovforslag om indfødsrets meddelelse fremsat

8. maj 2016 1. behandling i Folketinget

11. maj 2016 Tiltalte 1 anmeldt for vold mod 12-årig dreng

Tiltalte 1 blev tiltalt for vold efter straffeloven § 244 (at have slået drengen i ansigtet og revet ham ned fra en gynge) og trusler efter straffeloven § 266 (at ville »smadre« drengen).

Ved Retten i Holstebros dom af 31. august 2016 fik han 10 dages betinget fængsel for at have revet drengen ned fra gyngen (vold) og for trusler, mens han blev frifundet for selve slaget i ansigtet. Som formildende omstændighed lagde retten vægt på, at Tiltalte 1 havde:

»handlet i forståelig ophidselse over det, han fik beskrevet som meget grov adfærd over for sit 8-årige barn«.

Dommen blev ikke anket.

Sagen handler om fortolkningen og anvendelsen af indfødsretsloven § 8 A, der blev indført ved lov nr. 193 af 5. april 2002 og ændret ved lov nr. 453 af 20. april 2022, hvorved frakendelse blev gjort obligatorisk.

Efter § 8 A, stk. 1 skal den, som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold — herunder ved forsætligt at fortie relevante oplysninger — ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen. Frakendelse skal dog ikke ske, hvis det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Efter § 8 A, stk. 2 skal også vedkommendes barn ved dom frakendes indfødsretten, hvis barnet har erhvervet indfødsretten gennem en person, der frakendes efter stk. 1, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, og medmindre barnet derved bliver statsløst.

Bestemmelsen finder anvendelse, selv om det svigagtige forhold har fundet sted før lovens ikrafttræden, jf. Højesterets domme i UfR 2017.694 og UfR 2023.1896.

Det fremgår af forarbejderne, at frakendelse som hovedregel skal ske, når betingelserne er opfyldt, men at domstolene efter en proportionalitetsvurdering kan fravige denne hovedregel. Der skal særligt afvejes mellem forholdets grovhed og frakendelsens indgribende betydning, herunder om den pågældende bliver statsløs, og hvor lang tid der er gået siden erhvervelsen.

Sagen føres i strafferetsplejens former, jf. indfødsretsloven § 8 D, stk. 2.

Højesteret gennemgik de internationale rammer, der er bindende ved frakendelse af statsborgerskab:

EMRK artikel 8: Spørgsmålet om, hvorvidt et afslag på statsborgerskab krænker rettigheder efter artikel 8, vurderes i to led, jf. Højesterets dom af 3. oktober 2025 (UfR 2026.296) og Menneskerettighedsdomstolens dom af 13. juli 2023 i sagen Emin Huseynov mod Aserbajdsjan:

Første led: Skal afslaget anses for et indgreb i den pågældendes privatliv? — Dette beror på, om den pågældende har godtgjort konkrete konsekvenser af tilstrækkelig alvorlighed. Hypotetiske konsekvenser kan ikke lægges vægt på.

Andet led: Kan afslaget karakteriseres som vilkårligt? — Her skal det indgå, om afslaget har hjemmel i loven, om det er ledsaget af de nødvendige processuelle garantier (herunder domstolsprøvelse), og om myndighederne har behandlet sagen med den nødvendige grundighed og hurtighed.

EU-retten: Betingelserne for at erhverve og miste indfødsret fastsættes af den enkelte medlemsstat, men de nationale regler skal være i overensstemmelse med EU-retten, herunder artikel 20 i TEUF om unionsborgerskab. Af EU-Domstolens domme i sag C-221/17 (Tjebbes) og sag C-118/20 (Wiener Landesregierung) følger, at medlemsstaterne ved fratagelse af indfødsret og unionsborgerskab skal iagttage proportionalitetsprincippet for så vidt angår virkningerne for den berørte person og dennes familiemedlemmer.

Retten i Holstebro (13. september 2024) fandt, at Tiltalte 1 forsætligt havde fortiet relevante oplysninger, og at denne fortielse var bestemmende for erhvervelsen. En proportionalitetsafvejning — navnlig hans meget nære tilknytning til Danmark (siden 1996, fast arbejde, fem hjemmeboende børn), forholdets mindre grove karakter og den tid, der var gået — førte dog til, at frakendelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Både Tiltalte 1 og børnene blev frifundet.

Vestre Landsret (29. april 2025) stadfæstede frifindelsen med delt votering (seks voterende):

To voterende fandt det ikke bevist, at Tiltalte 1 forsætligt havde fortiet oplysninger, og mente, at fortielsen i det korte tidsrum (under et døgn) mellem sigtelsen og vedtagelsen ikke kunne anses for bestemmende.

Fire voterende fandt derimod, at Tiltalte 1 havde fortiet med forsæt, og at forholdet var bestemmende for erhvervelsen. Blandt disse fire delte voteringen sig igen: to mente, at proportionalitet hindrede frakendelse, mens to mente, at proportionalitet ikke stod i vejen for frakendelse.

Byrettens dom blev stadfæstet efter stemmeflertallet.

Højesteret (syv dommere) stadfæstede landsrettens dom og dermed frifindelsen af Tiltalte 1-6.

Bevisbedømmelse: Højesteret slog indledningsvis fast, at retsplejeloven § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, nr. 4, ikke afskar Højesteret fra at efterprøve bevisbedømmelsen, da sagen ikke angik, om Tiltalte 1 var dømt med urette.

Spørgsmålet om svig: Højesteret bemærkede, at sagens oplysninger kunne pege i retning af, at Tiltalte 1 meget vel kan have opfattet de faktiske omstændigheder sådan, at han ikke var forpligtet til at orientere myndighederne om episoden den 11. maj 2016.

Proportionalitetsafvejningen: Uanset om der forelå svig, fandt Højesteret, at i det mindste en proportionalitetsafvejning førte til, at frakendelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Højesteret lagde vægt på følgende:

Karakteren af kriminaliteten og graden af svig — Tiltalte 1 undlod i en kort periode før erhvervelsen at informere ministeriet om en episode, hvor han kan have opfattet, at han ikke havde oplysningspligt.

Uigenkaldelighed — Det må antages, at Tiltalte 1 efter en frakendelse ikke vil kunne opnå dansk indfødsret på ny.