Højesteret: Krav om håndtryk til lærerpraktikant var indirekte forskelsbehandling, men ingen godtgørelse

I en principiel sag om indirekte forskelsbehandling på grund af religion har Højesteret slået fast, at en folkeskole i Albertslund Kommune udøvede indirekte forskelsbehandling, da den afbrød en muslimsk lærerpraktikants praktikforløb, fordi hun af religiøse grunde ikke ønskede at give hånd til mænd. Et flertal på 6 dommere kom frem til, at skolen ikke havde undersøgt mulige alternativer til håndtrykskravet, men at praktikanten ikke var berettiget til godtgørelse, eftersom hun selv kunne have bidraget mere til at finde en løsning. En enkelt dommer mente, at der overhovedet ikke forelå forskelsbehandling. Albertslund Kommune blev frifundet for godtgørelseskravet, men skal betale 174.750 kr. i sagsomkostninger til statskassen.

I foråret 2019 skulle Appellant, tidligere Sagsøger 1, en muslimsk kvinde, gennemføre et 6-ugers praktikforløb som del af sin læreruddannelse på Skole 1 i Albertslund Kommune.

Under et velkomstmøde på skolen den 11. februar 2019 gav hun de kvindelige lærere hånd. Da en mandlig lærer, der skulle fungere som hendes praktikvejleder, rakte hånden frem til hilsen, tog hun ikke imod den, men lagde i stedet en hånd mod hjertet og bøjede hovedet.

Den 4. marts 2019 blev Appellant, tidligere Sagsøger 1 indkaldt til et møde på skolen for at drøfte episoden. På mødet den 6. marts 2019 forklarede hun, at hun afviste håndtryk til fremmede voksne af det modsatte køn på grund af sin muslimske tro. Skolen krævede på mødet, at hun skulle give hånd til alle uanset køn. Da hun ikke ville efterleve kravet, besluttede skolen at afbryde praktikforløbet.

Højesteret lagde efter bevisførelsen til grund, at Appellant, tidligere Sagsøger 1 ikke på mødet havde tilkendegivet, at hun ikke kunne have fysisk kontakt med kønsmodne drenge, sådan som kommunen havde gjort gældende. Var det tilfældet, ville hun ikke kunne varetage lærerrollen.

Appellant, tidligere Sagsøger 1 indgav klage over Albertslund Kommune til Ligebehandlingsnævnet. Nævnet afgjorde, at skolens beslutning udgjorde indirekte forskelsbehandling på grund af religion eller tro, og at hun havde krav på en godtgørelse på 25.000 kr. Nævnet pegede på, at kommunen ikke havde redegjort for, hvorfor formålet om ligebehandling ikke kunne nås ad anden vej, for eksempel ved at hun hilste på alle på samme måde.

Østre Landsrets dom (27. juni 2025)

Albertslund Kommune indbragte sagen for domstolene. Østre Landsrets 20. afdeling (sag BS-33470/2022-OLR) frifandt kommunen, idet landsretten fandt, at Appellant, tidligere Sagsøger 1 ikke havde været udsat for indirekte forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet, som mandatar for Appellant, tidligere Sagsøger 1, ankede landsrettens dom til Højesteret.

Skole 1 stillede et konkret krav om, at Appellant, tidligere Sagsøger 1 skulle give hånd til alle uanset køn. Hun afviste ikke at samarbejde ud fra skolens værdigrundlag, men henviste til sin religiøse overbevisning.

Det neutrale krav om håndtryk stillede hende ringere på grund af religion, jf. Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 3

Appellant, tidligere Sagsøger 1 har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling, jf. § 7 a. Kommunen har ikke løftet bevisbyrden.

Kommunen har ikke løftet bevisbyrden for, at kravet var strengt nødvendigt med henblik på at opnå formålet om ligebehandling, jf. EU-Domstolens praksis i G4S Secure Solutions (C-157/15), WABE og MH Müller Handel (C-804/18 og C-341/19) og Commune d'Ans (C-148/22).

Der bør lægges vægt på, at Appellant, tidligere Sagsøger 1 ikke havde problemer med fysisk kontakt til elever uanset køn, og at håndtrykskravet alene var fremsat individuelt over for hende og ikke forfulgt systematisk over for alle ansatte.

Kravet til Appellant, tidligere Sagsøger 1 var, at hun skulle samarbejde ud fra kommunens værdier, herunder ikke udsætte elever, forældre og medarbejdere for forskelsbehandling på grund af køn, jf. Folkeskoleloven § 1, stk. 3 og Ligebehandlingsloven § 1 a.

Det var ikke muligt at etablere dialog med Appellant, tidligere Sagsøger 1 om mulige løsninger. Hun valgte selv at afslutte praktikforløbet.

Kravet var legitimt, hensigtsmæssigt og nødvendigt – der var tale om et indgreb af meget lav intensitet.

Der gælder ikke en tilpasningsforpligtelse for arbejdsgivere i forhold til ansattes diskriminerende religiøse holdninger.

Et alternativt hilseritual ville stadig basere sig på kønsdiskrimination og ville være egnet til at skade elevernes forhold til ligestilling.

Parterne var enige om, at kravet var objektivt begrundet i et sagligt formål (ligebehandling af kønnene) og var hensigtsmæssigt. Twisten angik alene nødvendighedsbetingelsen.

Sagen handler om fortolkningen af Forskelsbehandlingslovens § 1, stk. 3, hvorefter der er tale om indirekte forskelsbehandling, når en tilsyneladende neutral bestemmelse, et kriterium eller en praksis stiller personer med en bestemt religion eller tro ringere end andre, medmindre bestemmelsen har et objektivt og sagligt formål, og midlerne er hensigtsmæssige og nødvendige.

Bestemmelsen gennemfører artikel 2, stk. 2, litra b) i Beskæftigelsesdirektivet (2000/78/EF) og skal fortolkes i lyset af direktivet og EU-Domstolens praksis.

C-157/15 (G4S Secure Solutions) Et generelt forbud mod synlige religiøse symboler kan udgøre indirekte forskelsbehandling. Arbejdsgiveren skal afsøge mindre indgribende alternativer, herunder om tilbud om stilling uden kundekontakt er muligt.

C-804/18 og C-341/19 (WABE og MH Müller Handel) Neutralitetspolitik skal forfølges sammenhængende og systematisk. Indgrebet skal være begrænset til det strengt nødvendige.

C-148/22 (Commune d'Ans) Offentlige myndigheder har en skønsmargen ved udformning af neutralitetspolitik. En politik om "eksklusiv neutralitet" kan være legitim, men skal være egnet, nødvendig og proportional.

Efter Forskelsbehandlingslovens § 7 a påhviler bevisbyrden modparten, når en person har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode forskelsbehandling.

Dommerne Michael Rekling, Lars Hjortnæs, Jan Schans Christensen, Kristian Korfits Nielsen, Jørgen Steen Sørensen og Julie Arnth Jørgensen udtalte:

Appellant, tidligere Sagsøger 1 havde påvist faktiske omstændigheder, der gav grundlag for at formode indirekte forskelsbehandling. Herefter påhvilede det kommunen at bevise, at kravet var nødvendigt.