Tvangsindlæggelse lovlig trods ulæselig lægeerklæring – stærk formodning ved fulgt fremgangsmåde (BS-38653/2025-HJR)

Sagen handlede om lovligheden af en tvangsindlæggelse på farlighedsindikation i maj 2013, hvor lægeerklæringen fra den indlæggende læge senere var blevet ulæselig som følge af en indscanningsfejl ved digitalisering af sagens akter. Højesteret fastslog, at en ulæselig lægeerklæring ikke i sig selv kan medføre, at tvangsindlæggelsen var ulovlig, når den foreskrevne to-instans-fremgangsmåde i øvrigt er fulgt og dokumenteret. Landsrettens dom om lovlig tvangsindlæggelse blev stadfæstet, hvorimod spørgsmålet om lovligheden af den efterfølgende tvangstilbageholdelse blev hjemvist til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

A blev den 23. maj 2013 tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling på X Sygehus i medfør af psykiatrilovens § 5, nr. 2 ("farlighedsindikation") og tilbageholdt frem til den 8. juli 2013. Sagen opstod, da A i marts 2023 – ca. 10 år efter indlæggelsen – indgav klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn.

Under klagesagen fremlagde Region Sjælland indlæggelsespapirer, herunder den lægeerklæring, som den indlæggende læge havde udstedt. Erklæringen viste sig dog at være næsten ulæselig på grund af en fejl ved indscanningen i forbindelse med digitalisering af sagens akter. Det blev lagt til grund, at lægeerklæringen var fuldt læsbar på selve indlæggelsestidspunktet.

Sagen gik fra Retten i Næstved (dom af 5. juli 2024), der kendte tvangsindlæggelsen ulovlig, videre til Østre Landsret (dom af 7. april 2025), som ændrede byrettens afgørelse og kendte indlæggelsen lovlig, og endelig til Højesteret.

Højesteret gennemgik de procedurekrav, som psykiatriloven og den tilhørende bekendtgørelse opstiller for tvangsindlæggelse på farlighedsindikation:

§ 5, nr. 2: Patienten skal være sindssyg (eller i en tilstand, der ganske kan ligestilles hermed), og det skal være uforsvarligt at undlade at frihedsberøve den pågældende, fordi vedkommende udgør en nærliggende og væsentlig fare for sig selv eller andre.

§ 6, stk. 2 og 3: En læge – der ikke er ansat på det modtagende psykiatriske sygehus – skal undersøge patienten og skønne, at betingelserne i § 5 er opfyldt, og at tvangsindlæggelse er nødvendig.

§ 7, stk. 1 og 2: Politiet træffer bestemmelse om iværksættelse og kontrollerer, at lægeerklæringen indeholder de fornødne oplysninger som grundlag for tvangsindlæggelsen. Politiets vagthavende jurist godkender erklæringen, før den iværksættes.

§ 9, stk. 2: Overlægen på den modtagende afdeling træffer den endelige afgørelse om, hvorvidt betingelserne er opfyldt – og er ikke bundet af den indlæggende læges skøn.

Den foreskrevne fremgangsmåde indebærer dermed en reél to-trins-prøvelse: først ved politiets vagthavende jurist, dernæst ved modtagende overlæge.

Bevisbyrden for, at et tvangsindgreb er lovligt, påhviler regionen og kan kun løftes ved at fremlægge den indlæggende læges erklæring i læsbar form.

Journalføringspligten er en garantiforskrift, hvis tilsidesættelse udgør en grov fejl og medfører afgørelsens ugyldighed.

Regionens dokumentationssvigt ved digitalisering kan ikke komme ham til last; det er den fejl, der bør bære retsfølgen.

Tvangsindlæggelsen udløser under alle omstændigheder godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 og EMRK artikel 5.

Det afgørende er, om sagens samlede oplysninger dokumenterer, at betingelserne var opfyldt på indlæggelsestidspunktet – ikke om den ulæselige erklæring kan fremlægges 13 år senere.

Psykiatriloven stiller krav til, at erklæringen forelå og havde et bestemt indhold på indgrebstidspunktet – ikke til dens læsbarhed ved en efterfølgende domstolsprøvelse.

Den fejl, der opstod ved digitalisering, kan udgøre en formel fejl, men gør ikke en materielt velbegrundet og formelt korrekt tvangsindlæggelse til en ulovlig frihedsberøvelse.

Højesteret fremhævede, at når domstolene efter retsplejelovens kapitel 43 a behandler lovligheden af en tvangsindlæggelse, gælder princippet om den frie bevisbedømmelse i overensstemmelse med retsplejelovens § 344, stk. 1.

"[D]et [...] i overensstemmelse med princippet om den fri bevisbedømmelse, jf. retsplejelovens § 344, stk. 1, [må] bero på en konkret vurdering af de fremlagte og indhentede oplysninger, om psykiatrilovens betingelser for indgrebet var opfyldt på indlæggelsestidspunktet."

Der gælder ikke noget krav om, at lægeerklæringen kan fremlægges i original, læsbar form. Bevis kan føres med alle sædvanlige bevismidler, herunder journal, politirapport og forklaringer.

Højesteret stadfæstede Østre Landsrets dom og anså tvangsindlæggelsen den 23. maj 2013 for lovlig.

Højesteret fastslog, at den foreskrevne fremgangsmåde ved tvangsindlæggelse – herunder at politiets vagthavende jurist godkender erklæringen, og at overlægen på modtagende afdeling kontrollerer dens indhold – indebærer, at der opstår en stærk formodning for, at lægeerklæringen på indlæggelsestidspunktet indeholdt de lovpligtige oplysninger, når det er dokumenteret, at denne fremgangsmåde er fulgt:

"Det forhold, at den indlæggende læges erklæring ikke længere kan fremlægges i en læsbar form, kan således ikke i sig selv begrunde, at betingelserne for tvangsindlæggelse ikke var opfyldt på indlæggelsestidspunktet."