Randers Kommune: Sag om handicapdiskrimination ved afskedigelse opfyldte ikke betingelserne for henvisning til landsretten som 1. instans

Højesteret tog stilling til, om en sag om påstået handicapdiskrimination — herunder tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingsloven § 2 a — i forbindelse med en driftsmæssigt begrundet afskedigelse skulle behandles af landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Byretten havde henvist sagen til landsretten med henvisning til principielle spørgsmål om rækkevidden af U 2025.774 H og EU-Domstolens dom C-485/20 (HR Rail), men landsretten afviste at behandle den og hjemviste den til byretten. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse.

Ligebehandlingsnævnet anlagde den 18. juni 2025 sag mod Randers Kommune som mandatar for A med påstand om betaling af 555.000 kr. med procesrente fra den 10. januar 2023.

Den materielle kerne i sagen er, om A — overlærer ved en skole i Randers Kommune — blev forskelsbehandlet på grund af handicap, da hun blev opsagt under en driftsmæssigt begrundet afskedigelsesrunde, hvor yderligere fem medarbejdere samtidig blev afskediget.

Parterne er enige om:

A havde på afskedigelsestidspunktet et handicap, der er omfattet af forskelsbehandlingsloven

Afskedigelsen var led i en driftsmæssigt begrundet runde

Randers Kommune prioriterede medarbejderne ud fra kriterier om fleksibilitet, stabilitet, omstillingsevne og fremtidig opgaveløsning

Ved kendelse af 21. januar 2026 (BS-31992/2025-RAN) bestemte Retten i Randers, at sagen skulle henvises til landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Byrettens begrundelse byggede på tre hovedelementer:

Udvælgelseskriterier ved driftsmæssige afskedigelser: Sagen rejste spørgsmålet om arbejdsgiverens adgang til at opstille saglige udvælgelseskriterier, selvom disse muligvis rammer medarbejdere med handicap hårdere end andre

Omplaceringspligten: Spørgsmålet om, hvorvidt adgangen til omplacering som alternativ til afskedigelse er en anden for handicappede medarbejdere end for andre

Rækkevidden af præjudikater: Sagen rejste spørgsmålet om rækkevidden af U 2025.774 H og EU-Domstolens dom C-485/20 (HR Rail) — der begge angik afskedigelser begrundet i medarbejdernes individuelle forhold — i sager om afskedigelse begrundet i arbejdsgiverens forhold

Byretten fandt, at sagen vedrørte principielle spørgsmål af vidererækkende betydning, som ikke er afklaret i retspraksis, og at betingelserne for henvisning derfor var opfyldt.

Ved kendelse af 30. marts 2026 (BS-3403/2026-VLR) afviste Vestre Landsrets 14. afdeling at behandle sagen som 1. instans og hjemviste den til byretten.

Landsretten fremhævede indledningsvis det retlige udgangspunkt: Af forarbejderne til retsplejelovens § 226, stk. 1 fremgår, at der er tale om en skønspræget vurdering, hvor det navnlig må indgå, om sagen efter sin karakter er egnet til at sikre, at domstolsreformens mål vedrørende Højesterets rolle kan nås — det vil sige, at sagen kan indbringes for Højesteret som 2. instans uden særlig tilladelse. Det fremgår desuden, at retten som alternativ til henvisning kan beslutte, at sagen behandles kollegialt i byretten.

Landsrettens centrale begrundelse:

"Landsretten finder, at sagens udfald i det væsentlige vil bero på en konkret bevismæssig vurdering af forholdene i forbindelse med opsigelsen af A."

Efter en samlet vurdering fandt landsretten herefter, at betingelserne for henvisning ikke var opfyldt. Parternes uenighed om fortolkningen af U 2025.774 H og C-485/20 (HR Rail) kunne ikke føre til et andet resultat, da dette ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde en henvisning.

Randers Kommune (kærende) anførte navnlig:

Spørgsmålet om en særligt vidtgående omplaceringspligt for handicappede medarbejdere — ud over de generelle rammer ved overtallighedsafskedigelser — er principielt og har betydning for hele det danske arbejdsmarked

Lige så principielt er spørgsmålet om, i hvilket omfang en arbejdsgiver ved driftsmæssige afskedigelser kan bruge saglige udvælgelseskriterier, der muligvis stiller handicappede dårligere

At sagen kræver en konkret bevismæssig vurdering, fjerner ikke dens principielle karakter, eftersom der også skal foretages en retlig subsumption ud fra forståelsen af de nævnte domme

Ligebehandlingsnævnet som mandatar for A (indkærede) anførte navnlig:

Sagen skal afgøres ud fra en konkret bevismæssig vurdering af As forhold, Randers Kommunes tilpasningsforanstaltninger og den konkrete anvendelse af afskedigelseskriterierne

Højesteret tilsluttede sig landsrettens begrundelse og stadfæstede kendelsen:

Højesteret tiltræder af de grunde, som er anført af landsretten, at sagen ikke skal henvises til landsretten som 1. instans, jf. retsplejelovens § 226, stk. 1.

Afgørelsen bekræfter, at betingelserne i retsplejelovens § 226, stk. 1 ikke er opfyldt, når sagens udfald i det væsentlige afhænger af en konkret bevismæssig vurdering, selvom der også foreligger retlige spørgsmål om rækkevidden af Højesterets og EU-Domstolens præjudikater. At man er uenig om fortolkningen af eksisterende retspraksis, betyder ikke i sig selv, at sagen er af principiel karakter i bestemmelsens forstand.

Sagsomkostninger for Højesteret (Randers Kommune → Ligebehandlingsnævnet) 8.000 kr.

Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a og skal betales senest 14 dage efter, at kendelsen er afsagt.