Hovedpunkt
Sagen drejede sig om, hvorvidt den fælles forældremyndighed over B (født august 2023) skulle ophæves og tillægges M alene, efter at F var idømt ubetinget fængselsstraf på i alt 5 år og 3 måneder for bl.a. narkotikakriminalitet og simpel vold. Familieretten fastholdt den fælles forældremyndighed, hvorimod Vestre Landsret ophævede den. Højesteret stadfæstede familierettens dom og udtalte, at betingelserne for ophævelse i forældreansvarslovens § 11 ikke var opfyldt.
Familiebaggrund og F's strafferetlige situation
M og F levede sammen, da M i 2022 blev gravid med B. Samlivet blev ophævet i januar 2023, og B kom til verden den 11. august 2023. Parterne fik fælles forældremyndighed, og B er tilmeldt Ms adresse.
F har to relevante straffedomme:
Dom Lovovertrædelse Straf
18. december 2023 Straffeloven § 191 – besiddelse af 256 g kokain; dopingmidler; halskniv Fængsel 1 år og 9 måneder (lænkeanstalt)
10. december 2024 Straffeloven § 191 – 118,78 g kokain m.h.p. videreoverdragelse; § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1 Yderligere straf, samlet afsoning 5 år og 3 måneder
F sad varetægtsfængslet fra juli til august 2024. Forud for varetægtsfængslingen havde han haft et fåtal samvær med B. Kommunen fik to underretninger om B – heraf én fra Midt- og Vestjyllands Politi i medfør af barnets lov § 133, stk. 1 – men fandt, at B ikke havde særlige støttebehov, og sagen blev afsluttet. B beskrives som trivselsmæssigt velfungerende i dagplejen.
Retsgrundlaget – forholdet mellem § 11 og § 4 a i forældreansvarslov
Sagen rejser spørgsmålet om fortolkningen og samspillet mellem to centrale bestemmelser:
Forældreansvarslovens § 11 (det generelle regime):
Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Bestemmelsen afvejer to hensyn: barnets interesse i fælles forælderansvar og barnets interesse i, at forældrene rent faktisk kan samarbejde.
Forældreansvarslovens § 4 a (det skærpede regime): En forælder kan som udgangspunkt ikke have del i forældremyndigheden, hvis den pågældende er idømt ubetinget fængselsstraf for en specifikt oplistet katalogkriminalitet (bl.a. straffelovens § 237, § 244, stk. 2, § 210, kapitel 24 mv.).
Afgørende sondring: F's domme for overtrædelse af straffeloven § 191 (narkotika) og § 244, stk. 1 (simpel vold) er ikke omfattet af § 4 a's katalog. Derfor finder § 4 a ikke anvendelse, og sagen bedømmes alene efter § 11, jf. § 4.
Parternes argumenter om samarbejde og kriminalitetens betydning
F (appellanten) anførte:
Han har forsøgt at udøve sin forældrerolle og holdt sig tilgængelig under afsoning via telefon, mail og e-Boks
Der er ingen påviste konkrete uenigheder om væsentlige forhold vedrørende B, og der er ikke iværksat kommunale foranstaltninger
Forældreansvarslovens udgangspunkt er fælles forældremyndighed; M bør ikke alene ved at afvise kommunikation kunne skabe grundlag for at overtage forældremyndigheden alene
Kriminaliteten er ikke § 4 a-kriminalitet, og mangelfuld kommunikation kan ikke i sig selv begrunde ophævelse
M (indstævnte) anførte:
Højesterets afgørelse: Betingelserne for ophævelse er ikke opfyldt
Højesteret (5 dommere, 2. afdeling) ændrede landsrettens dom og stadfæstede familierettens afgørelse om fortsat fælles forældremyndighed.
Retsanvendelse og centrale præmisser:
§ 4 a finder ikke anvendelse. F's kriminalitet (§ 191 narkotika og § 244, stk. 1 simpel vold) er ikke oplistet i § 4 a. Sagen bedømmes udelukkende efter § 11, 2. pkt.
Ingen påviste aktuelle samarbejdsproblemer. Der foreligger ingen oplysninger om, at F har modarbejdet beslutninger vedrørende B eller undladt at reagere på henvendelser om B's forhold.
Årsagen til manglende kommunikation er afgørende. Højesteret præciserer, at det ved vurderingen af samarbejdspotentialet må indgå, hvad der ligger til grund for, at parterne ikke kommunikerer. I denne sag skyldes den manglende kommunikation først og fremmest M's afstandtagen fra F's kriminalitet – ikke en generel samarbejdsunvilje fra Fs side. Under afsoning har F i praksis overladt beslutninger om B til M.
Kriminaliteten gør ikke F uegnet. Den begåede kriminalitet gør ham ikke i sig selv uegnet til at deltage i beslutninger om B's liv. Der er heller ikke grundlag for at fastslå, at F ved sin adfærd har vist, at han ikke har til hensigt at deltage i B's liv.