Sagen drejer sig om, hvorvidt Vestre Landsret med rette afviste A's anke af en byretssag om forsikringsdækning for en husbrand, som forsikringsselskabet hævdede, at A forsætligt havde fremkaldt. Højesteret slog fast, at det som udgangspunkt er så indgribende for en forsikringstager at blive fundet ansvarlig for forsætlig brandstiftelse, at en anke kun kan afvises efter retsplejelovens § 368 a, hvis der foreligger særlige omstændigheder – og da sådanne ikke var til stede, hjemviste Højesteret sagen til landsretten.
Sagen handlede om, hvorvidt en somalisk-født mand kunne frakendes sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A, fordi han i en kort periode forud for naturalisationens vedtagelse undlod at orientere myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og den efterfølgende sigtelse. Manden og hans fem børn blev frifundet i byret, landsret og Højesteret, da en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Højesteret stadfæstede frifindelsen i en sag, hvor Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om frakendelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A over for en somalisk-født mand (Tiltalte 1) og hans fem børn (Tiltalte 2-6). I dagene op til naturalisationens vedtagelse i 2016 undlod Tiltalte 1 at orientere myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og en efterfølgende sigtelse. Højesteret kom frem til, at i det mindste en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Højesteret skulle tage stilling til, om en somalisk-født mand kunne få frakendt sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A, fordi han i en kort periode op til naturalisationens vedtagelse havde undladt at oplyse myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og en efterfølgende sigtelse. Frifindelsen af manden og hans fem børn blev stadfæstet, da en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Sagen drejer sig om det principielle spørgsmål, om politiets tekniske udlæsning og datakopiering af en beslaglagt mobiltelefon — gennemført inden en ransagningskendelse forelå — skal anses for en del af beslaglæggelsen eller i sig selv udgør en ransaging i retsplejelovens forstand. Højesteret slog fast, at en ren sikring af data, hvor indholdet ikke efterfølgende gennemgås, ligger inden for beslaglæggelsen, og retten stadfæstede landsrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelse og tilladelse til ransagning.
I samtlige tre instanser blev en 17-årig tiltalt, født februar 2007, kendt skyldig i besiddelse af ca. 8 kg euforiserende stoffer – herunder 24.384 ecstasypiller, MDMA, amfetamin, kokain og ketamin – med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer, foruden brugstyveri af en ladcykel på Amager. Højesteret satte straffen ned fra 7 år og 10 måneder til 6 år og 10 måneder og fastslog principielt, at domstolene efter 2010-lovændringen af Straffelovens § 33, stk. 3 heller ikke i narkotikasager er afskåret fra at udmåle fængsel i mere end 8 år over for mindreårige i de allergroveste tilfælde.
Sagen drejer sig om en tiltalt, der over mere end halvandet år gentagne gange opsøgte COVID-19-vaccinationscentre, private lægeklinikker og miljøministeren for at fremsætte beskyldninger om folkemord, mord og landsforræderi mod personalet, og som offentliggjorde videooptagelser af hændelserne på sociale medier. Vestre Landsret frifandt delvist for forholdene om chikane af miljøministeren (forhold 15-16) og fuldt ud for overtrædelse af straffelovens § 264 d om uberettiget videregivelse af billeder (forhold 5, 7, 8 og 13-14), men stadfæstede skyldskendelsen for chikane af vaccinationspersonale og skærpede straffen fra 20 til 40 dages fængsel.
