Den 11. juni 2026 tog EU-Domstolen (Sjette Afdeling) stilling til en præjudiciel forelæggelse fra Tribunale di Brindisi (Italien) om, hvorvidt EU-retten – navnlig hvidvaskdirektivet (2015/849) og kreditkøberdirektivet (2021/2167) – er til hinder for italiensk lovgivning, der tillader overdragelse en bloc af misligholdte fordringer uden skriftlighedskrav og uden krav om registrering hos national tilsynsmyndighed. Domstolen nåede frem til, at ingen af de påberåbte direktiver finder anvendelse på de omhandlede nationale regler for den relevante periode, og at EU-rettens almindelige principper ikke kan påberåbes, eftersom den nationale lovgivning ikke gennemfører EU-ret.
I sag C-292/25 præciserede EU-Domstolen (Syvende Afdeling), at retterne i den stat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, i medfør af artikel 6, stk. 1, i insolvensforordningen (EU) 2015/848 har enekompetence til at behandle søgsmål om anerkendelse af fordringer til brug for anmeldelse i insolvensboet — selv om en sag om den samme fordring allerede verserede ved retterne i en anden medlemsstat. Sagen var forelagt som præjudiciel forelæggelse af Landesgericht Linz (Østrig) i en tvist mellem det tyske selskab shopping24 og kuratoren SR for det insolvente østrigske selskab Sportgigant Lindpointner GmbH. Domstolen besvarede kun det første af tre spørgsmål, da det andet og tredje spørgsmål bortfaldt som følge af svaret på det første.
EU-Domstolens Første Afdeling afviser ved dom af 11. juni 2026 en præjudiciel anmodning fra byretten i Sofia om bulgarsk lovgivnings forenelighed med EU-retten, herunder chartrets artikel 47 og direktiv 2012/13. Sagen vedrører to polititjenestemænd tiltalt for passiv bestikkelse, hvor den forelæggende ret ønskede at anvende beviser, der var indsamlet ulovligt men udelukkende diskulperende for de tiltalte. Domstolen konkluderer, at de bulgarske straffeprocessuelle regler om bevisantagelighed ikke gennemfører EU-ret, og at en EU-retlig fortolkning ikke er objektivt nødvendig for sagens afgørelse.
