Hovedpunkt
Den 11. juni 2026 tog EU-Domstolen (Sjette Afdeling) stilling til en præjudiciel forelæggelse fra Tribunale di Brindisi (Italien) om, hvorvidt EU-retten – navnlig hvidvaskdirektivet (2015/849) og kreditkøberdirektivet (2021/2167) – er til hinder for italiensk lovgivning, der tillader overdragelse en bloc af misligholdte fordringer uden skriftlighedskrav og uden krav om registrering hos national tilsynsmyndighed. Domstolen nåede frem til, at ingen af de påberåbte direktiver finder anvendelse på de omhandlede nationale regler for den relevante periode, og at EU-rettens almindelige principper ikke kan påberåbes, eftersom den nationale lovgivning ikke gennemfører EU-ret.
Tvisten om tvangsfuldbyrdelse og successive fordringsovedragelser i Italien
Selskabet IFIS NPL INVESTING SpA (Ifis) anlagde sag ved Tribunale di Brindisi med påstand om udlæg i fast ejendom mod fire sagsøgte (JM, OT, VR og CL) på grundlag af en fordring sikret ved fast ejendom. Ifis gjorde gældende at have erhvervet fordringen gennem en kæde af successive overdragelser.
Den oprindelige fordring udsprang af et betalingspåbud fra 1997, der var udstedt til fordel for en italiensk bank. Ifis fremlagde aftaler om overdragelse en bloc af fordringer, men:
Aftalerne var ikke udstedt som et officielt bekræftet dokument eller et privat bekræftet dokument
Aftalerne manglede en sikker datering, der kan gøres gældende over for tredjemand
Ikke alle overdragende/erhvervende enheder i kæden var opført i det italienske register over finansielle formidlere under Banca d'Italias tilsyn
Den forelæggende ret rejste tvivl om, hvorvidt Ifis faktisk og retligt var indehaver af fordringen, og om den nationale lovgivning, der regulerede disse overdragelser, var forenelig med EU-retten.
Den italienske lovgivnings karakteristika og de to præjudicielle spørgsmål
Den forelæggende ret pegede på to afgørende karakteristika ved den nationale lovgivning, der fandt anvendelse på overdragelserne (gældende før det italienske gennemførelsesdekret af 13. august 2024):
Karakteristikum Indhold
Ingen skriftlighedskrav Lovgivningen foreskrev hverken skriftlig form ad substantiam eller ad probationem, heller ikke krav om notarbevidnet eller datosikret dokument
Ingen registreringspligt Enheder, der gennemfører overdragelse en bloc, var ikke forpligtet til at lade sig opføre i registret over finansielle formidlere og var dermed ikke underlagt hvidvaskreglerne eller Banca d'Italias tilsyn
På den baggrund stillede Tribunale di Brindisi to spørgsmål:
Spørgsmål 1: Er EU-retten (herunder hvidvasklovgivning og principperne om effektiv beskyttelse, gennemsigtighed og god tro) til hinder for en sådan national lovgivning?
Formalitetsindvending fra den italienske regering og Kommissionen
Både den italienske regering og Kommissionen gjorde gældende, at anmodningen burde afvises. Den italienske regering anførte, at den forelæggende rets fremstilling af national ret var mangelfuld og fejlbehæftet, og at det andet spørgsmåls præcise genstand var uklar. Kommissionen og den italienske regering anførte desuden, at de påberåbte EU-retlige bestemmelser ikke var angivet tilstrækkeligt præcist.
Domstolen forkastede formalitetsindvendingen med henvisning til fast retspraksis:
Forelæggelsesafgørelsen indeholdt en tilstrækkelig beskrivelse af faktiske og retlige omstændigheder
Det tilkommer ikke Domstolen at efterprøve den nationale rets fortolkning af national ret – dette henhører under den nationale rets enekompetence
De forelagte spørgsmål vedrørte EU-rettens fortolkning, og Domstolen er principielt forpligtet til at besvare dem
Kreditkøberdirektivets tidsmæssige anvendelsesområde — artikel 2, stk. 5, litra d)
Direktiv 2021/2167 (kreditkøberdirektivet) pålægger kreditkøbere og kreditservicevirksomheder en række forpligtelser i forhold til låntagere, herunder i artikel 10 krav om meddelelse til låntagerne på papir eller andet varigt medium efter overførslen.
Domstolen fastslog imidlertid, at direktivet er afskåret fra at finde anvendelse af to kumulative grunde:
Grunden 1 – gennemførelsesfrist: Direktivet trådte i kraft den 29. december 2021, og gennemførelsesfristen udløb den 29. december 2023. Efter fast retspraksis kan det inden udløbet af gennemførelsesfristen ikke foreholdes medlemsstaterne, at de endnu ikke har vedtaget gennemførelsesforanstaltninger. Et direktiv kan desuden først få direkte virkning efter fristens udløb.
Grunden 2 – udtrykkelig undtagelse: Artikel 2, stk. 5, litra d) undtager udtrykkeligt overførsler foretaget inden den 29. december 2023 fra direktivets anvendelsesområde.
En fortolkning af artikel 10, der tillægger direktivets forpligtelser tilbagevirkende kraft, er herefter udelukket.
Hvidvaskdirektivets anvendelsesområde — køb af misligholdte fordringer ikke omfattet
Direktiv 2015/849 (4. hvidvaskdirektiv) finder i henhold til artikel 2, stk. 1, sammenholdt med artikel 3, kun anvendelse på enheder, der udøver de specifikt oplistede finansielle aktiviteter.
Domstolen konstaterede, at køb eller forvaltning af misligholdte fordringer ikke figurerer på denne liste. Direktivets aktivitetsliste (hentet fra bilag I til direktiv 2013/36 om kreditinstitutter) omfatter bl.a. udlånsvirksomhed, finansiel leasing, betalingstjenester og porteføljeforvaltning – men ikke opkøb af nødlidende lån.
Køb af misligholdte fordringer er med andre ord ikke i sig selv en aktivitet, der bringer en enhed inden for hvidvaskdirektivets personkreds.
EU-rettens almindelige principper — kun anvendelige ved gennemførelse af EU-ret
Den forelæggende ret havde tillige spurgt til EU-rettens almindelige principper: princippet om effektiv beskyttelse, gennemsigtighedsprincippet og princippet om objektiv god tro.
Domstolen afviste, at disse principper finder anvendelse:
Medlemsstaterne er forpligtet til at overholde EU-rettens almindelige principper, når de gennemfører EU-retten. Den omhandlede nationale lovgivning gennemfører imidlertid hverken direktiv 2021/2167 eller direktiv 2015/849 — eller nogen anden EU-retlig bestemmelse.
Eftersom den nationale lovgivning om overdragelse en bloc af misligholdte fordringer ikke gennemfører EU-ret, falder den uden for EU-rettens anvendelsesområde, og EU-rettens almindelige principper kan ikke påberåbes til at underkende den.
Domstolens afgørelse — begge direktiver finder ikke anvendelse, andet spørgsmål bortfalder
Domstolen (Sjette Afdeling) fastslog:
Svar på spørgsmål 1: Direktiv 2021/2167, navnlig dets artikel 10, og direktiv 2015/849 skal fortolkes således, at de ikke finder anvendelse på en national lovgivning om overdragelse en bloc af misligholdte fordringer, som for perioden forud for gennemførelsesfristen for direktiv 2021/2167 (29. december 2023):
ikke foreskrev skriftlighedskrav for sådanne aftaler, og
ikke pålagde de erhvervende enheder registreringspligt hos den kompetente nationale tilsynsmyndighed på hvidvaskområdet
Svar på spørgsmål 2: Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål om eventuel ugyldighedssanktion.
Sagsomkostninger: Da sagens behandling for Domstolen udgør et led i den nationale sag, tilkommer det Tribunale di Brindisi at afgøre sagsomkostningerne.