C-292/25: Enekompetence for insolvensstaten til fordringssøgsmål — uanset parallelle sager i anden EU-stat

I sag C-292/25 præciserede EU-Domstolen (Syvende Afdeling), at retterne i den stat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, i medfør af artikel 6, stk. 1, i insolvensforordningen (EU) 2015/848 har enekompetence til at behandle søgsmål om anerkendelse af fordringer til brug for anmeldelse i insolvensboet — selv om en sag om den samme fordring allerede verserede ved retterne i en anden medlemsstat. Sagen var forelagt som præjudiciel forelæggelse af Landesgericht Linz (Østrig) i en tvist mellem det tyske selskab shopping24 og kuratoren SR for det insolvente østrigske selskab Sportgigant Lindpointner GmbH. Domstolen besvarede kun det første af tre spørgsmål, da det andet og tredje spørgsmål bortfaldt som følge af svaret på det første.

Den 27. marts 2024 anlagde det tyske selskab shopping24 Gesellschaft für multimediale Anwendung sag mod det østrigske selskab Sportgigant Lindpointner GmbH ved Landgericht Hamburg med påstand om betaling af 56.829,84 EUR for ubetalte fakturaer, med tillæg af renter og sagsomkostninger forud for retssagen på 1.804,90 EUR.

Den 17. september 2024 åbnede Landesgericht Linz — som er den forelæggende ret — en konkursbehandling over for Sportgigant i Østrig. Som en direkte følge heraf blev sagen ved Landgericht Hamburg suspenderet og hverken genoptaget eller endeligt afsluttet.

Den 19. december 2024 anlagde shopping24 et prøvelsessøgsmål (Prüfungsklage) ved Landesgericht Linz mod kuratoren SR i dennes egenskab af kurator for Sportgigant. Formålet var at opnå en bindende konstatering over for kurator og alle kreditorer om eksistensen af en fordring på 74.106,16 EUR (svarende til hovedbeløbet på 56.829,84 EUR med tillæg af renter, forudgående sagsomkostninger og omkostninger i den tyske sag) — med henblik på registrering af fordringen i insolvensbehandlingen.

Den forelæggende ret bemærkede, at det tyske og det østrigske søgsmål forfulgte samme formål og havde samme genstand, og at begge retsordener indeholder bestemmelser om afbrydelse og tilpasning af verserende civile søgsmål i forbindelse med insolvens.

Landesgericht Linz forelagde Domstolen tre spørgsmål, der var indbyrdes betingede:

Spørgsmål Indhold Betingelse

1 Har Østrig enekompetence efter artikel 6 i forordning 2015/848 til at behandle fordringssøgsmålet, selvom en tysk sag om den samme fordring allerede verserede ved insolvensbehandlingens indledning? —

2 Skal artikel 32, stk. 2, i forordning 2015/848 fortolkes således, at udfaldet af den tyske sag (fortsat som prøvelsessag) skal anerkendes i den østrigske insolvensbehandling? Kun hvis spørgsmål 1 besvares benægtende

3 Er der verserende retssag til hinder for det østrigske fordringssøgsmål efter artikel 18 i forordning 2015/848? Kun hvis spørgsmål 2 besvares bekræftende

Domstolen besvarede alene det første spørgsmål; de to øvrige bortfaldt som følge heraf.

Kompetencen i artikel 6, stk. 1, i insolvensforordningen forudsætter, at søgsmålet opfylder to kumulative kriterier, som Domstolen på ny fastslår og anvender:

Kriterium 1: Søgsmålet følger direkte af insolvensbehandlingen

Det afgørende er søgsmålets retsgrundlag — ikke dets processuelle sammenhæng. Det undersøges, om den rettighed eller forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, udspringer af insolvensrettens undtagelsesbestemmelser eller af almindelige civil- og handelsretlige regler. Kun i det første tilfælde er kriteriet opfyldt (jf. Tiger m.fl., C-493/18, præmis 27).

Kriterium 2: Tæt tilknytning til insolvensbehandlingen

Det afgørende er, hvor nær forbindelsen er mellem søgsmålet og insolvensbehandlingen. Et søgsmål om opfyldelse af kontraktlige forpligtelser, der er opstået forud for insolvensbehandlingens indledning, er som udgangspunkt ikke en direkte følge heraf (jf. 35. betragtning).

Domstolen bemærker — med reference til Riel (C-47/18, præmis 37-38) — at et prøvelsessøgsmål som det i den østrigske insolvenslovs § 110 forudsatte opfylder begge kriterier:

Domstolen fastslår, at kompetencen i artikel 6, stk. 1 ikke blot er en kompetencetildeling, men udgør enekompetence. Dette følger af følgende sammenhængende argumenter:

Kodificering af praksis: Artikel 6, stk. 1 kodificerer den regel om international enekompetence, som Domstolen fastslog allerede i Seagon (C-339/07, præmis 21-22) og bekræftede i Wiemer & Trachte (C-296/17, præmis 36 og 43).

Klart snitflade til Bruxelles I: Søgsmål, der er direkte knyttet til insolvens, er udelukket fra Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde ved artikel 1, stk. 2, litra b. De to forordningers anvendelsesområder er skarpt afgrænset for at undgå overlap og retlige lakuner (Oilchart International, C-394/22, præmis 32 og 34).

Ingen konkurrerende kompetenceregler: Insolvensforordningen indeholder ikke regler, der tildeler retter i en anden stat end insolvensstaten kompetence til at behandle fordringssøgsmål, der direkte følger af insolvensbehandlingen.

Den eneste undtagelse er snæver: Enekompetencen kan kun fraviges under den udtrykkeligt regulerede situation i artikel 6, stk. 2, nemlig når insolvensrelaterede og civilretlige søgsmål er forbundne, og kurator ønsker dem samlet ved sagsøgtes hjemting. Denne mulighed er ikke relevant her.

Forum shopping-forbuddet: Det fremgår af 5. betragtning, at parterne ikke må tilskyndes til at flytte aktiver eller tvister til andre EU-stater for at forbedre deres retsstilling. Parallelle insolvensrelaterede søgsmål i forskellige EU-stater ville underminere dette formål.

Domstolen (Syvende Afdeling) fastslår:

Artikel 6, stk. 1, i forordning (EU) 2015/848 skal fortolkes således, at retterne i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, har enekompetence til at påkende en sag om anerkendelse af en fordring med henblik på anmeldelse heraf i forbindelse med denne insolvensbehandling, selv om der på tidspunktet for indledningen af den nævnte insolvensbehandling allerede verserede et søgsmål med samme genstand ved retterne i en anden medlemsstat.

Da det første spørgsmål besvares bekræftende — og dermed fastslår, at de østrigske retter har enekompetence — er det ufornødent at besvare det andet og tredje præjudicielle spørgsmål om anerkendelse af en eventuelt tysk afgørelse og om litispendens.

Sagsomkostningerne i relation til Domstolens behandling tilfalder den forelæggende ret, der træffer afgørelse herom som led i hovedsagen.