C-342/25 Stogenchev: EU-Domstolen afviser bulgarsk forelæggelse om udelukkelse af diskulperende beviser i bestikkelsessag

EU-Domstolens Første Afdeling afviser ved dom af 11. juni 2026 en præjudiciel anmodning fra byretten i Sofia om bulgarsk lovgivnings forenelighed med EU-retten, herunder chartrets artikel 47 og direktiv 2012/13. Sagen vedrører to polititjenestemænd tiltalt for passiv bestikkelse, hvor den forelæggende ret ønskede at anvende beviser, der var indsamlet ulovligt men udelukkende diskulperende for de tiltalte. Domstolen konkluderer, at de bulgarske straffeprocessuelle regler om bevisantagelighed ikke gennemfører EU-ret, og at en EU-retlig fortolkning ikke er objektivt nødvendig for sagens afgørelse.

Sofijski gradski sad (byretten i Sofia, Bulgarien) behandlede en straffesag mod to polititjenestemænd, DS og KW, tiltalt for passiv bestikkelse — konkret afpresning ved magtmisbrug — efter straffelovens artikel 301, stk. 1 og artikel 302, der implementerer artikel 2 i EU-konventionen om bekæmpelse af bestikkelse.

Den forelæggende ret konstaterede alvorlige processuelle fejl ved indsamlingen af bevismaterialet:

Den retslige tilladelse til særlige efterforskningsteknikker var ubegrundet

Ransagninger og beslaglæggelser blev foretaget uden forudgående retskendelse

Efter bulgarsk strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, skal bevismidler, der ikke er indsamlet lovligt, udelukkes. En konsekvens heraf — og det centrale paradoks i sagen — er, at selv forsvaret i henhold til strafferetsplejelovens artikel 292 ikke kan støtte sig på disse beviser til gunst for de tiltalte.

Den forelæggende ret understregede imidlertid, at:

Den bulgarske forfatningsdomstol afviste to gange — i juni 2024 og maj 2025 — den forelæggende rets anmodning om at erklære strafferetsplejelovens artikel 105, stk. 2, forfatningsstridig.

Byretten i Sofia forelagde herefter EU-Domstolen følgende spørgsmål:

Spørgsmål Kerneproblemstilling

Første spørgsmål Er den bulgarske fortolkning — som medfører, at ulovligt indsamlede men diskulperende beviser udelukkes selv på de tiltaltes udtrykkelige ønske — forenelig med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47, stk. 1 og 2?

Andet spørgsmål Indebærer artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13 en pligt for retten til at underrette tiltalte, når den konstaterer, at indsamlingen af visse beviser er behæftet med uregelmæssigheder?

Den forelæggende ret støttede sin anmodning bl.a. på præmis 33 i Dzivev-dommen (C-310/16), som vedrørte udelukkelse af bevismateriale i bulgarsk momssvig, og anlagde den analogi, at det samme måtte gælde for bestikkelsessager.

EU-Domstolen undersøgte indledningsvis, om chartrets artikel 47 overhovedet fandt anvendelse — dvs. om de bulgarske straffeprocessuelle regler udgør en »gennemførelse af EU-retten« i henhold til chartrets artikel 51, stk. 1.

Forholdet til konventionen om bestikkelse

Domstolen fastslog, at EU's bestemmelser om materiel strafferet — herunder konventionen om bestikkelse, der definerer passiv bestikkelse og stiller krav til sanktioner — ikke skaber nogen specifik forpligtelse for medlemsstaterne vedrørende processuelle regler om bevisantagelighed. Forholdet mellem konventionens materielle strafferetsregler og de bulgarske procesregler rækker ikke ud over den »beslægtethed eller indirekte virkning«, der ifølge fast praksis ikke er tilstrækkelig.

Sondringen fra Dzivev (C-310/16)

Domstolen afviste den forelæggende rets analogi til Dzivev-dommen. I den sag fandt chartret anvendelse, fordi momslovorovertrædelserne:

Nødvendigvis skadede Unionens finansielle interesser

Selvom Domstolen fastslog sin kompetence til at fortolke artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU (idet sagen formelt henhører under et EU-retligt område), afviste den at besvare det første spørgsmål af formalitetsmæssige grunde.

Efter artikel 267 TEUF skal den ønskede fortolkning være objektivt nødvendig for den forelæggende rets afgørelse. Domstolen fandt — under analogisk anvendelse af Miasto Łowicz-dommen (C-558/18 og C-563/18) — at dette krav ikke var opfyldt af tre grunde:

Ingen realitetsforbindelse til EU-retten: Det fremgår ikke af forelæggelsen, at realitetsafgørelsen kræver anvendelse af EU-retten — heller ikke af konventionen om bestikkelse

Ingen EU-processuelle regler: Den forelæggende ret har ikke identificeret EU-retlige procedureregler, den er forpligtet til at anvende for at afsige sin dom

National ret er tilstrækkelig: Den forelæggende ret kan vurdere de tiltaltes strafferetlige ansvar — herunder foretage sin bevisvurdering — på grundlag af national ret alene

Hvad angår det andet spørgsmål (direktiv 2012/13): Den forelæggende ret var ifølge sin egen fremstilling ikke i tvivl om, at dens nationale fortolkning var forenelig med artikel 7, stk. 2 og 3. Tvivlen angik alene upartiskhedskravet i chartrets artikel 47, stk. 2 — som Domstolen netop ikke har kompetence til at fortolke. Fortolkningen af direktivet savner derfor enhver forbindelse med realiteten i tvisten.

EU-Domstolen (Første Afdeling) afsagde dom med følgende resultat:

EU-Domstolen har ikke kompetence til at besvare de præjudicielle spørgsmål, for så vidt som de vedrører fortolkningen af artikel 47, stk. 1 og 2, i chartret om grundlæggende rettigheder, idet de bulgarske processuelle regler ikke udgør en gennemførelse af EU-retten.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse afvises i øvrigt, da:

Fortolkning af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU ikke er objektivt nødvendig for sagens afgørelse

Fortolkning af artikel 7, stk. 2 og 3, i direktiv 2012/13 savner enhver forbindelse med realiteten i tvisten

Domstolen behandlede sagen uden forslag til afgørelse fra generaladvokat R. Norkus. Sagsomkostningerne tilkommer den forelæggende ret at afgøre som led i den verserende nationale sag.