C-386/24 Centro Petroli Roma: Afgiftsoplags betingelser og dommeres ansvar for manglende præjudiciel forelæggelse

Den 11. juni 2026 behandlede EU-Domstolen (Fjerde Afdeling) en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Italiens øverste forvaltningsdomstol (Consiglio di Stato). Spørgsmålet var, om de italienske regler om betingelserne for at drive kommercielle energioplag under afgiftssuspensionsordningen kan forenes med EU-retten — og da særligt med direktiv 2008/118/EF. Domstolen kom frem til, at artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118 ikke er til hinder for sådanne betingelser, så længe proportionalitetsprincippet respekteres. Dommen rummer derudover væsentlige præciseringer af, hvor grænserne går for dommeres individuelle ansvar i forbindelse med Cilfit-doktrinen.

Centro Petroli Roma Srl er et italiensk selskab, hvis virksomhed omfatter fremstilling, forarbejdning og markedsføring af energiprodukter. Selskabet fik den 17. februar 2016 udstedt en bevilling til at drive et kommercielt energioplag under afgiftsoplagsordningen — altså en ordning, der gør det muligt at oplagre og omsætte punktafgiftspligtige varer, mens punktafgiften er suspenderet.

Den italienske told- og monopolmyndighed (ADM) suspenderede denne bevilling ved afgørelse af 25. februar 2020. Som begrundelse henviste myndigheden til, at de supplerende betingelser i den italienske lovgivning ikke var opfyldt:

Artikel 23, stk. 3 Reelle drifts- og forsyningsmæssige behov vedrørende anlægget

Artikel 23, stk. 4, litra a) Mindst 30% af den samlede udvindingsmængde leveret uden punktafgift, med reduceret sats eller som eksport under afgiftssuspension i en toårsperiode

Artikel 23, stk. 4, litra b) Oplaget udgør et supplement til et nærliggende afgiftsoplag i samme koncern eller er permanent bestemt som supplement

Disse betingelser retter sig specifikt mod oplag af flydende gas under 400 m³ og oplag af andre energiprodukter under 10.000 m³ — det vil sige oplag, der ligger under minimumskapacitetsgrænsen.

I september 2021 indgav Consiglio di Stato en første anmodning om præjudiciel afgørelse, der indeholdt tre spørgsmål:

Betingelserne for undladelse af præjudiciel forelæggelse i henhold til Cilfit-doktrinen

Forenelighed med EU-retten af en italiensk ordning for dommeres civile ansvar, der kan udløses ved manglende præjudiciel forelæggelse

Forenelighed af den italienske lovgivning om afgiftsoplag med EU-retten

Domstolen besvarede spørgsmål 1 ved kendelse af 15. december 2022 (C-597/21): En national ret i sidste instans kan undlade præjudiciel forelæggelse, når den korrekte fortolkning af EU-retten fremgår med en sådan klarhed, at der ikke er plads til rimelig tvivl. Retten er ikke forpligtet til i detaljer at godtgøre, at andre retter ville nå frem til den samme fortolkning — men den skal "være overbevist" om, at hverken andre retter eller Domstolen vil være i tvivl. Spørgsmål 2 om dommernes ansvar blev afvist, fordi det savnede forbindelse med tvistens genstand. Som følge af besvarelsen af spørgsmål 1 bortfaldt spørgsmål 3.

Consiglio di Stato indgav derefter en ny anmodning (nærværende sag C-386/24) med de materielle spørgsmål og gentog her spørgsmålet om dommernes ansvarsordning — denne gang med en mere udførlig begrundelse for, at spørgsmålet havde betydning for at sikre det præjudicielle samarbejde.

Tre formalitetsspørgsmål blev rejst i sagen, og Domstolen tog stilling til dem alle:

1. Anmodningen som helhed (den italienske regerings indsigelse)

Italien gjorde gældende, at anmodningen ikke kunne antages til realitetsbehandling, eftersom den forelæggende ret selv var overbevist om, at den nationale lovgivning var EU-konform. Denne indsigelse afviste Domstolen: Den forelæggende ret havde oplyst, at der fortsat var rimelig tvivl, og en national ret er aldrig afskåret fra at forelægge, blot fordi svaret kan forekomme klart. Forelagte EU-retlige spørgsmål er omfattet af en formodning for relevans.

2. Spørgsmålene om artikel 101–106 TEUF (Kommissionens indsigelse)

Ifølge Kommissionen havde den forelæggende ret ikke redegjort for sammenhængen mellem konkurrencereglerne og den nationale lovgivning. Her fik Kommissionen medhold: Anmodningen rummede ingen konkret forklaring på, hvorledes artikel 101–106 TEUF var relevante, og disse spørgsmål kunne derfor ikke antages til realitetsbehandling.

3. Det andet spørgsmål — artikel 23, stk. 4, litra b) (den italienske regerings indsigelse)

I den nye forelæggelse havde Consiglio di Stato fremhævet, at den italienske ansvarslov (lov nr. 117/1988) i sin dagældende affattelse bestemmer, at dommeres ansvar for åbenbar tilsidesættelse af EU-retten bl.a. skal bedømmes ud fra, om de har overholdt pligten til præjudiciel forelæggelse. Retten påpegede, at dette i praksis frembringer en systematisk tilskyndelse til at forelægge — også i acte clair-situationer — for at værne dommerne mod erstatningssøgsmål.

Domstolen fastslog følgende principper:

Om Cilfit-undtagelserne og begrundelsespligten

En ret i sidste instans, der finder, at en af de tre Cilfit-undtagelser finder anvendelse, skal af sin afgørelses begrundelse lade det fremgå:

At EU-retsspørgsmålet er irrelevant for tvisten, eller

At den omhandlede bestemmelse allerede er fortolket af Domstolen, eller

Tjenesteydelsesdirektivet er udelukket

Indledningsvis fastslog Domstolen, at tjenesteydelsesdirektivets artikel 2, stk. 3 udtrykkeligt holder skatte- og afgiftsområdet uden for sit anvendelsesområde. Den italienske lovgivning om afgiftsoplags betingelser udgør en gennemførelse af artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118, der er vedtaget med hjemmel i artikel 113 TEUF. Bestemmelserne i tjenesteydelsesdirektivet — herunder artikel 9, 14 og 15 — finder af den grund slet ikke anvendelse. Spørgsmålene besvares derfor udelukkende i relation til direktiv 2008/118.

Medlemsstaternes skønsmargen under direktiv 2008/118

Det følger af artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118, at drift af et afgiftsoplag forudsætter bevilling, og at bevillingen er underlagt betingelser, "som myndighederne har ret til at fastsætte for at hindre enhver form for unddragelse og misbrug". Direktivet giver dermed medlemsstaterne en skønsmargen, der dog begrænses af:

Direktivets formål: harmoniseret opkrævning af punktafgifter og beskyttelse af det indre marked

Proportionalitetsprincippet