C-903/24 (Zmarka): Morarenter ved ugyldig CHF-låneaftale — krav om præcis beløbsangivelse i betalingsanmodning er forenelig med direktiv 93/13

I denne dom fra 11. juni 2026 slår EU-Domstolen (Niende Afdeling) fast, at direktiv 93/13/EØF og effektivitetsprincippet ikke er til hinder for national retspraksis, der betinger lovbestemte morarenters påløb af, at forbrugeren i sin betalingsanmodning angiver det præcise tilbagebetalingskrav. Sagen har sit udspring i en polsk tvist om et CHF-indekseret boliglån, der blev erklæret ugyldigt på grund af urimelige omregningsklausuler, og handler om, fra hvilken dato morarenterne skal beregnes. Domstolen konkluderer, at et sådant formkrav ikke udgør en uforholdsmæssig hindring for forbrugeren.

Den 26. september 2008 indgik de polske forbrugere DJ og PJ en låneaftale med Santander Bank Polska S.A. (SBP) om et lån på 50.000 PLN (ca. 11.500 EUR) med en løbetid på 348 måneder. Lånet var optaget i schweiziske francs (CHF), og de månedlige afdrag i polske złoty blev omregnet på grundlag af bankens egne valutakurstabeller (de såkaldte omregningsklausuler).

Fra oktober 2008 til juli 2022 indbetalte DJ og PJ i alt 54.290,71 PLN (ca. 12.500 EUR) i afdrag. I juli 2022 indgav de en klage til SBP, hvori de gjorde gældende, at aftalen var ugyldig på grund af urimelige kontraktvilkår, og opfordrede banken til at tilbagebetale summen af samtlige betalte afdrag — dog uden at angive et præcist beløb.

I november 2022 anlagde forbrugerne sag ved Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa) med påstand om:

Ugyldighed af låneaftalen

Tilbagebetaling af 54.290,71 PLN

Lovbestemte morarenter fra den 17. august 2022

Den centrale tvist for den forelæggende ret angik, fra hvilken dato lovbestemte morarenter skal beregnes:

Mulig startdato Grundlag Problem

17. august 2022 (30 dage efter klagen) Forbrugerens udenretslige betalingsanmodning Klagen angav ikke et præcist beløb

Februar 2023 (efter forkyndelse af stævningen) Processkrift med præcist beløb Forbrugerne mistede renter for ca. 6 måneder

Den forelæggende ret anførte, at den polske civile lovbog ikke stiller formelle krav til indholdet af en betalingsanmodning, men at national retspraksis og litteratur kræver en præcis beløbsangivelse for at udløse forpligtelsen til at betale morarenter.

Den stillede herefter det præjudicielle spørgsmål:

Santander Bank Polska og den portugisiske regering anfægtede Domstolens kompetence og gjorde gældende, at den forelæggende ret reelt bad om en fortolkning af national ret, ikke EU-ret — idet direktiv 93/13 ikke regulerer konsekvenserne af en aftales ugyldighed.

SBP tilføjede to yderligere indsigelser:

En fortolkende dom fra EU-Domstolen ville udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i den polske retsorden, da den polske lovgiver allerede har reguleret fordringers forfald

En sondring mellem forbrugerlåntagere og øvrige låntagere krænker ligebehandlingsprincippet og Chartrets artikel 20 og artikel 47

Domstolen forkastede disse indsigelser. Den fastslog, at det forelagte spørgsmål udtrykkeligt vedrørte fortolkningen af artikel 6, stk. 1 og artikel 7, stk. 1 i direktiv 93/13, sammenholdt med effektivitetsprincippet. Den forelæggende ret ønskede oplyst, om en national retslig fortolkning — ikke blot national lovtekst — var forenelig med EU-retten. Dette er en EU-retlig forespørgsel, som Domstolen har kompetence til at besvare (præmis 33-37).

Domstolen indledte sin materielle analyse med at genopfriske de centrale principper fra fast retspraksis:

Udgangspunktet: Tilbagebetalingspligten som det afskrækkende instruments rygrad

Den nationale rets forpligtelse til at tilsidesætte et urimeligt kontraktvilkår indebærer i princippet en pligt til tilbagebetaling af uretmæssigt betalte beløb. En manglende tilbagebetalingsforpligtelse ville underminere den afskrækkende virkning, som direktivets artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, er forbundet med (præmis 41, jf. Herchoski, C-902/24).

Procesautonomiprincippet som ramme

Da direktiv 93/13 ikke regulerer konsekvenserne af aftalers ugyldighed, tilkommer det medlemsstaterne at fastlægge de processuelle regler herfor. Disse må dog ikke:

Gøre udøvelsen af EU-retlige rettigheder umulig (effektivitetsprincippet)

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, sammenholdt med effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at:

Disse bestemmelser ikke er til hinder for en retslig fortolkning af national lovgivning, hvorefter den erhvervsdrivende i tilfælde af annullation af en låneaftale med den begrundelse, at aftalen ikke kan opretholdes efter ophævelsen af de urimelige kontraktvilkår, først kan pålægges at betale lovbestemte morarenter til forbrugeren af det uretmæssigt betalte beløb fra datoen for fremsendelsen af et udenretsligt dokument eller processkrift, som angiver det præcise beløb, der anmodes tilbagebetalt.

Domstolen konkluderer dermed, at polsk retspraksis, der knytter morarenternes startdato til den betalingsanmodning, som indeholder en præcis beløbsangivelse, er forenelig med EU-retten. Sagens omkostninger bæres af parterne i henhold til de nationale regler, da sagen for EU-Domstolen udgør et led i den verserende nationale sag.