Elektrofiskeri med bomtrawl: Kommissionens henlæggelsesskrivelse udgør tilstrækkelig stillingtagen i passivitetssøgsmål (C-69/25 P)

Sagen angår 27 franske, nederlandske og britiske fiskere samt fiskeriorganisationen LIFE, der i marts 2021 indgav klager til Kommissionen over nederlandske myndigheders finansiering af bomtrawlere, der udøvede elektrofiskeri i strid med EU-reglerne. Da Kommissionen ikke vedtog en formel afgørelse efter forordning 2015/1589, anlagde appellanterne passivitetssøgsmål. EU-Domstolen stadfæster Rettens dom og fastslår, at Kommissionens henlæggelsesskrivelse af 14. februar 2023 udgjorde en tilstrækkelig klar og endelig stillingtagen som omhandlet i artikel 265 TEUF.

Appellanterne er fiskere fra Frankrig, Nederlandene og Det Forenede Kongerige samt sammenslutningen Low Impact Fishers of Europe (LIFE). De fisker i Den Engelske Kanal og Nordsøen med traditionelle metoder og konkurrerer direkte med nederlandske bomtrawlere, der benyttede elektrofiskeri.

I marts 2021 indgav appellanterne klager til Kommissionen via den standardformular, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EF) nr. 794/2004. Klagerne påpegede to separate forhold:

Ulovlig EU-støtte: De nederlandske myndigheder havde ydet finansiering til nederlandske bomtrawlere via Den Europæiske Fiskerifond (EFF) og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF), selv om disse fartøjer udøvede elektrofiskeri i strid med den såkaldte 5%-regel — reglen om, at elektrofiskeri kun er tilladt for højst 5% af en medlemsstats bomtrawlerflåde. Fordi fondsstøtten herved var ydet i strid med EFF- og EHFF-forordningernes betingelser, skulle støtten behandles som ulovlig statsstøtte i henhold til artikel 107 TEUF ff.

National statsstøtte: Kongeriget Nederlandene havde derudover ydet national støtte til disse bomtrawlere, der langt oversteg minimumskravene, og som ligeledes burde kvalificeres som uforenelig statsstøtte.

Kommissionen besvarede klagerne ad flere omgange:

Dato Kommissionens skrivelse Indhold

16. april 2021 GD Konkurrence → appellanter Finansieringen henhørte under EFF/EHFF; de særlige fiskeriproceduregælder frem for statsstøttereglerne

22. november 2021 GD Konkurrence Anerkendte den nederlandske overtrædelse af Rådets forordning (EF) nr. 850/98, men fandt ingen forbindelse til EFF/EHFF-finansieringen og intet element af potentiel ulovlig statsstøtte

4. april 2022 Appellanter → Kommissionen Supplerende oplysninger: lister over trawlere der modtog fondsfinansiering + anmeldelse af nationalt investeringsstøtteprogram til fem bomtrawlere

9. september 2022 GD Konkurrence Ny detaljeret undersøgelse af finansieringen — konkluderede, at EFF/EHFF-reglerne ikke var overtrådt, og intet element af potentiel ulovlig statsstøtte fandtes

Appellanterne anlagde den 14. marts 2023 passivitetssøgsmål ved Retten og påstod, at Kommissionen ulovligt havde undladt at vedtage en afgørelse i henhold til forordning 2015/1589.

Retten foretog en central opdeling af klagernes indhold i to elementer:

1) Den anmeldte finansiering inden for rammerne af EFF og EHFF: Retten fandt, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling. Kommissionen havde nemlig taget klar og endelig stilling til opfordringen til at handle via skrivelsen af 14. februar 2023 — sammenholdt med de forudgående skriftvekslinger — og herved klart tilkendegivet, at den anså EFF/EHFF-reglerne for ikke overtrådt og sig selv for inkompetent til at vedtage en afgørelse i henhold til forordning 2015/1589 for denne del.

2) Den anmeldte nationale støtte: Her fandt Retten, at søgsmålet kunne antages til realitetsbehandling, da Kommissionen ikke havde taget klar stilling til denne del af klagerne. Retten fastslog, at Kommissionen herved havde udvist passivitet og gav appellanterne medhold på dette punkt.

I den appellerede doms konklusion: Punkt 1 gav medhold (den nationale støtte), punkt 2 frifandt Kommissionen (EFF/EHFF-finansieringen). Appellanterne appellerede punkt 2.

Appellanterne fremsatte tre anbringender til støtte for appellen:

Første anbringende: Retten anvendte en fejlagtig test ved vurderingen af, om der forelå en klar og endelig stillingtagen. Anbringendet bestod af to led:

Første led: En stillingtagen kan ikke baseres alene på udvekslinger forud for opfordringen til at handle; institutionens svar skal ligge efter opfordringen og tage klar stilling til dennes indhold.

Andet led: En vag formel henvisning til tidligere skrivelser uden at gengive deres indhold opfylder ikke kravene til klarhed og fasthed — og krænker chartrets artikel 41 (god forvaltningsskik) og artikel 47 (effektive retsmidler).

Andet anbringende: Retten gengav de faktiske omstændigheder urigtigt, idet henlæggelsesskrivelsen af 14. februar 2023 ikke indeholdt nogen egentlig bekræftelse af indholdet af de tidligere skrivelser, men kun en rent formel og accessorisk reference.

Tredje anbringende: Manglende begrundelse og retlig fejl, idet Retten undlod at tage stilling til, om forordning 2015/1589 overhovedet fandt anvendelse på EFF/EHFF-finansieringen, samt tilsidesættelse af chartrets artikel 47.

EU-Domstolen (Ottende Afdeling) forkaster samtlige anbringender og stadfæster Rettens dom i sin helhed.

Om begrebet »stillingtagen« og hensyntagen til forudgående udvekslinger

Domstolen bekræfter Rettens retsanvendelse: Det er anerkendt i Domstolens praksis, at der med henblik på at vurdere, om en EU-institution har taget stilling til en opfordring til at handle, kan tages hensyn til udvekslinger forud for opfordringen (præmis 44 med reference til C-634/19 P og C-221/23 P). Retten fandt heller ikke, at stillingtagen alene var baseret på de forudgående udvekslinger — den lagde tillige vægt på selve indholdet af skrivelsen af 14. februar 2023 (præmis 47).

Om kravet om, at en stillingtagen skal gengive tidligere konklusioner

Domstolen afviser, at en EU-institution i sit svar på en opfordring til at handle systematisk skal gentage indholdet af sine tidligere udvekslinger eller udtrykkeligt genhenvise til disse:

En sådan formel henvisning til tidligere udvekslinger kan, alt efter omstændighederne, være tilstrækkelig til at fastlægge en klar og endelig holdning fra den pågældende EU-institution som omhandlet i artikel 265 TEUF — navnlig når den ansøgende part ikke bestrider, men endog udtrykkeligt tilkendegiver at have forstået den pågældende institutions konklusioner. (præmis 53 og 65)