I 2017 bad tre begrænset skattepligtige (A, B og C) de danske skattemyndigheder om at få refunderet for meget indeholdt kildeskat på udbytte og royalty, idet de henviste til dobbeltbeskatningsoverenskomster. SKAT afviste kravene som forældede efter den 3-årige frist, men Højesteret nåede frem til, at kildeskattelovens § 67 A — med sin 5-årige forældelsesfrist — også omfatter begrænset skattepligtiges tilbagesøgningskrav, og at SKATs praksisændring i 2016 manglede lovhjemmel.
Højesteret tog stilling til, om en sag om påstået handicapdiskrimination — herunder tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingsloven § 2 a — i forbindelse med en driftsmæssigt begrundet afskedigelse skulle behandles af landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Byretten havde henvist sagen til landsretten med henvisning til principielle spørgsmål om rækkevidden af U 2025.774 H og EU-Domstolens dom C-485/20 (HR Rail), men landsretten afviste at behandle den og hjemviste den til byretten. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Vestre Landsret med rette afviste A's anke af en byretssag om forsikringsdækning for en husbrand, som forsikringsselskabet hævdede, at A forsætligt havde fremkaldt. Højesteret slog fast, at det som udgangspunkt er så indgribende for en forsikringstager at blive fundet ansvarlig for forsætlig brandstiftelse, at en anke kun kan afvises efter retsplejelovens § 368 a, hvis der foreligger særlige omstændigheder – og da sådanne ikke var til stede, hjemviste Højesteret sagen til landsretten.
Sagen handlede om, hvorvidt en somalisk-født mand kunne frakendes sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A, fordi han i en kort periode forud for naturalisationens vedtagelse undlod at orientere myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og den efterfølgende sigtelse. Manden og hans fem børn blev frifundet i byret, landsret og Højesteret, da en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Den 4. juni 2026 tog Højesteret stilling til, om politiets tekniske udlæsning af en beslaglagt mobiltelefon — gennemført inden der forelå en ransagningskendelse — skal anses for en ransagning i retsplejelovens forstand. Højesteret slog principielt fast, at en dataudlæsning, der ikke følges op af en gennemgang af indholdet, er en integreret del af beslaglæggelsen og altså ikke ransagning, og godkendelsen af politiets indgreb blev derfor stadfæstet.
Højesteret stadfæstede frifindelsen i en sag, hvor Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om frakendelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A over for en somalisk-født mand (Tiltalte 1) og hans fem børn (Tiltalte 2-6). I dagene op til naturalisationens vedtagelse i 2016 undlod Tiltalte 1 at orientere myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og en efterfølgende sigtelse. Højesteret kom frem til, at i det mindste en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Højesteret skulle tage stilling til, om en somalisk-født mand kunne få frakendt sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A, fordi han i en kort periode op til naturalisationens vedtagelse havde undladt at oplyse myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og en efterfølgende sigtelse. Frifindelsen af manden og hans fem børn blev stadfæstet, da en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Sagen drejer sig om det principielle spørgsmål, om politiets tekniske udlæsning og datakopiering af en beslaglagt mobiltelefon — gennemført inden en ransagningskendelse forelå — skal anses for en del af beslaglæggelsen eller i sig selv udgør en ransaging i retsplejelovens forstand. Højesteret slog fast, at en ren sikring af data, hvor indholdet ikke efterfølgende gennemgås, ligger inden for beslaglæggelsen, og retten stadfæstede landsrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelse og tilladelse til ransagning.
I en ankesag omgjorde Grønlands Landsret kredsrettens frifindelsesdom og fandt den tiltalte skyldig i forsøg på voldtægt begået den 28. maj 2023. Den tiltalte, der er sindssyg som følge af en organisk hjerneskade med en IQ på ca. 56, blev idømt behandling på grønlandsk psykiatrisk hospital uden længstetid. Sagen er usædvanlig, fordi forurettede var afgået ved døden, før sagen blev behandlet i retten, og landsretten tillod dokumentation af hendes politirapport.
Sagen drejede sig om, hvorvidt den fælles forældremyndighed over B (født august 2023) skulle ophæves og tillægges M alene, efter at F var idømt ubetinget fængselsstraf på i alt 5 år og 3 måneder for bl.a. narkotikakriminalitet og simpel vold. Familieretten fastholdt den fælles forældremyndighed, hvorimod Vestre Landsret ophævede den. Højesteret stadfæstede familierettens dom og udtalte, at betingelserne for ophævelse i forældreansvarslovens § 11 ikke var opfyldt.
Højesteret har stadfæstet familierettens afgørelse om, at forældrene fortsat skal have fælles forældremyndighed over deres søn (født august 2023), selv om faren afsoner 5 år og 3 måneders ubetinget fængsel for narkotikakriminalitet og vold. Højesteret nåede frem til, at farens kriminalitet ikke er omfattet af forældreansvarslovens § 4 a, og at der ikke forelå holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold. Dermed ændrede Højesteret Vestre Landsrets dom, der havde tillagt moren forældremyndigheden alene.
