Den 11. juni 2026 afgjorde EU-Domstolen (Niende Afdeling) en præjudiciel sag, der udsprang af en ukrainsk statsborger, V.B., som var tiltalt ved en polsk strafferet for uden importtilladelse at have indført 400 tabletter indeholdende ekstrakt af japansk søhest i EU. Domstolen slog fast, at sådanne forarbejdede præparater udgør »enheder« i CITES-forordningens forstand, og opstillede betingelserne for, hvornår de kan undtages som »personlige effekter eller bohave« — med afgørende konsekvenser for strafansvaret.
Den 11. juni 2026 tog EU-Domstolen (Sjette Afdeling) stilling til en præjudiciel forelæggelse fra Tribunale di Brindisi (Italien) om, hvorvidt EU-retten – navnlig hvidvaskdirektivet (2015/849) og kreditkøberdirektivet (2021/2167) – er til hinder for italiensk lovgivning, der tillader overdragelse en bloc af misligholdte fordringer uden skriftlighedskrav og uden krav om registrering hos national tilsynsmyndighed. Domstolen nåede frem til, at ingen af de påberåbte direktiver finder anvendelse på de omhandlede nationale regler for den relevante periode, og at EU-rettens almindelige principper ikke kan påberåbes, eftersom den nationale lovgivning ikke gennemfører EU-ret.
Den 11. juni 2026 forkastede EU-Domstolens Fjerde Afdeling NKO AO National Settlement Depositorys (NSD) appel mod EU-Rettens dom af 11. september 2024, som havde opretholdt Rådets opførelse af NSD på EU's sanktionslister som følge af Ruslands militære aggression mod Ukraine. Domstolen fastlagde principielt, at begrebet 'materielt eller finansielt støtter Den Russiske Føderations regering' skal fortolkes bredt og omfatter enhver støtte af kvantitativ eller kvalitativ betydning, der giver den russiske regering ressourcer eller faciliteter — uanset om støtten ydes direkte eller indirekte. Samtlige tre appelanbringender om begrundelsespligt, fortolkning af støttebegrebet og proportionalitet blev forkastet.
EU-Domstolen (Fjerde Afdeling) afsagde den 11. juni 2026 dom i sag C-81/24 (Jenec) på grundlag af en præjudiciel forelæggelse fra en slovensk byret. Sagen angik, om en bank lovligt kan nægte at åbne en betalingskonto med basale funktioner for en forbruger, der er opført på det amerikanske finansministeriums OFAC-sanktionsliste, uden at foretage en individuel vurdering af risikoen for hvidvask. Domstolen besvarede spørgsmålet benægtende og fastslog, at automatisk afvisning baseret på tredjelands sanktionslister er uforenelig med betalingskontodirektivet sammenholdt med hvidvaskdirektivet.
I denne dom fra 11. juni 2026 slår EU-Domstolen (Niende Afdeling) fast, at direktiv 93/13/EØF og effektivitetsprincippet ikke er til hinder for national retspraksis, der betinger lovbestemte morarenters påløb af, at forbrugeren i sin betalingsanmodning angiver det præcise tilbagebetalingskrav. Sagen har sit udspring i en polsk tvist om et CHF-indekseret boliglån, der blev erklæret ugyldigt på grund af urimelige omregningsklausuler, og handler om, fra hvilken dato morarenterne skal beregnes. Domstolen konkluderer, at et sådant formkrav ikke udgør en uforholdsmæssig hindring for forbrugeren.
Sagen angår 27 franske, nederlandske og britiske fiskere samt fiskeriorganisationen LIFE, der i marts 2021 indgav klager til Kommissionen over nederlandske myndigheders finansiering af bomtrawlere, der udøvede elektrofiskeri i strid med EU-reglerne. Da Kommissionen ikke vedtog en formel afgørelse efter forordning 2015/1589, anlagde appellanterne passivitetssøgsmål. EU-Domstolen stadfæster Rettens dom og fastslår, at Kommissionens henlæggelsesskrivelse af 14. februar 2023 udgjorde en tilstrækkelig klar og endelig stillingtagen som omhandlet i artikel 265 TEUF.
I denne præjudicielle afgørelse fastslog EU-Domstolen, at hverken artikel 3, stk. 1, eller artikel 8 i direktiv 2001/23/EF giver mulighed for, at en national civilretlig regel om krav om kreditors samtykke ved gældsoverdragelse kan begrænse den automatiske overgang af løntilgodehavender til en erhverver ved virksomhedsoverførsel. Sagen havde sit udspring i en rumænsk tvist, hvor en olieplatformsansat (ZN) forsøgte at inddrive ubetalte lønkrav fra sin tidligere arbejdsgiver (GSP Offshore SRL) efter, at virksomheden var blevet overført til OMV Petrom Energy Solutions SRL. Domstolen afviste, at den rumænske civile lovbogs samtykkeregel kunne anvendes, og fremhævede, at direktivets grundprincip om automatisk overdragelse ikke kan gøres afhængigt af arbejdstagerens accept.
I sag C-292/25 præciserede EU-Domstolen (Syvende Afdeling), at retterne i den stat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, i medfør af artikel 6, stk. 1, i insolvensforordningen (EU) 2015/848 har enekompetence til at behandle søgsmål om anerkendelse af fordringer til brug for anmeldelse i insolvensboet — selv om en sag om den samme fordring allerede verserede ved retterne i en anden medlemsstat. Sagen var forelagt som præjudiciel forelæggelse af Landesgericht Linz (Østrig) i en tvist mellem det tyske selskab shopping24 og kuratoren SR for det insolvente østrigske selskab Sportgigant Lindpointner GmbH. Domstolen besvarede kun det første af tre spørgsmål, da det andet og tredje spørgsmål bortfaldt som følge af svaret på det første.
EU-Domstolens Første Afdeling afviser ved dom af 11. juni 2026 en præjudiciel anmodning fra byretten i Sofia om bulgarsk lovgivnings forenelighed med EU-retten, herunder chartrets artikel 47 og direktiv 2012/13. Sagen vedrører to polititjenestemænd tiltalt for passiv bestikkelse, hvor den forelæggende ret ønskede at anvende beviser, der var indsamlet ulovligt men udelukkende diskulperende for de tiltalte. Domstolen konkluderer, at de bulgarske straffeprocessuelle regler om bevisantagelighed ikke gennemfører EU-ret, og at en EU-retlig fortolkning ikke er objektivt nødvendig for sagens afgørelse.
Den 11. juni 2026 behandlede EU-Domstolen (Fjerde Afdeling) en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Italiens øverste forvaltningsdomstol (Consiglio di Stato). Spørgsmålet var, om de italienske regler om betingelserne for at drive kommercielle energioplag under afgiftssuspensionsordningen kan forenes med EU-retten — og da særligt med direktiv 2008/118/EF. Domstolen kom frem til, at artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/118 ikke er til hinder for sådanne betingelser, så længe proportionalitetsprincippet respekteres. Dommen rummer derudover væsentlige præciseringer af, hvor grænserne går for dommeres individuelle ansvar i forbindelse med Cilfit-doktrinen.
