I 2017 bad tre begrænset skattepligtige (A, B og C) de danske skattemyndigheder om at få refunderet for meget indeholdt kildeskat på udbytte og royalty, idet de henviste til dobbeltbeskatningsoverenskomster. SKAT afviste kravene som forældede efter den 3-årige frist, men Højesteret nåede frem til, at kildeskattelovens § 67 A — med sin 5-årige forældelsesfrist — også omfatter begrænset skattepligtiges tilbagesøgningskrav, og at SKATs praksisændring i 2016 manglede lovhjemmel.
Højesteret tog stilling til, om en sag om påstået handicapdiskrimination — herunder tilpasningsforpligtelsen efter forskelsbehandlingsloven § 2 a — i forbindelse med en driftsmæssigt begrundet afskedigelse skulle behandles af landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1. Byretten havde henvist sagen til landsretten med henvisning til principielle spørgsmål om rækkevidden af U 2025.774 H og EU-Domstolens dom C-485/20 (HR Rail), men landsretten afviste at behandle den og hjemviste den til byretten. Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse.
Sagen drejer sig om, hvorvidt Vestre Landsret med rette afviste A's anke af en byretssag om forsikringsdækning for en husbrand, som forsikringsselskabet hævdede, at A forsætligt havde fremkaldt. Højesteret slog fast, at det som udgangspunkt er så indgribende for en forsikringstager at blive fundet ansvarlig for forsætlig brandstiftelse, at en anke kun kan afvises efter retsplejelovens § 368 a, hvis der foreligger særlige omstændigheder – og da sådanne ikke var til stede, hjemviste Højesteret sagen til landsretten.
Sagen handlede om, hvorvidt en somalisk-født mand kunne frakendes sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A, fordi han i en kort periode forud for naturalisationens vedtagelse undlod at orientere myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og den efterfølgende sigtelse. Manden og hans fem børn blev frifundet i byret, landsret og Højesteret, da en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Den 4. juni 2026 tog Højesteret stilling til, om politiets tekniske udlæsning af en beslaglagt mobiltelefon — gennemført inden der forelå en ransagningskendelse — skal anses for en ransagning i retsplejelovens forstand. Højesteret slog principielt fast, at en dataudlæsning, der ikke følges op af en gennemgang af indholdet, er en integreret del af beslaglæggelsen og altså ikke ransagning, og godkendelsen af politiets indgreb blev derfor stadfæstet.
Højesteret stadfæstede frifindelsen i en sag, hvor Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om frakendelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A over for en somalisk-født mand (Tiltalte 1) og hans fem børn (Tiltalte 2-6). I dagene op til naturalisationens vedtagelse i 2016 undlod Tiltalte 1 at orientere myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og en efterfølgende sigtelse. Højesteret kom frem til, at i det mindste en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Højesteret skulle tage stilling til, om en somalisk-født mand kunne få frakendt sin danske indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A, fordi han i en kort periode op til naturalisationens vedtagelse havde undladt at oplyse myndighederne om en voldsepisode mod en 12-årig dreng og en efterfølgende sigtelse. Frifindelsen af manden og hans fem børn blev stadfæstet, da en proportionalitetsafvejning under Danmarks internationale forpligtelser førte til, at frakendelse ikke kunne ske.
Sagen drejer sig om det principielle spørgsmål, om politiets tekniske udlæsning og datakopiering af en beslaglagt mobiltelefon — gennemført inden en ransagningskendelse forelå — skal anses for en del af beslaglæggelsen eller i sig selv udgør en ransaging i retsplejelovens forstand. Højesteret slog fast, at en ren sikring af data, hvor indholdet ikke efterfølgende gennemgås, ligger inden for beslaglæggelsen, og retten stadfæstede landsrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelse og tilladelse til ransagning.
I en ankesag omgjorde Grønlands Landsret kredsrettens frifindelsesdom og fandt den tiltalte skyldig i forsøg på voldtægt begået den 28. maj 2023. Den tiltalte, der er sindssyg som følge af en organisk hjerneskade med en IQ på ca. 56, blev idømt behandling på grønlandsk psykiatrisk hospital uden længstetid. Sagen er usædvanlig, fordi forurettede var afgået ved døden, før sagen blev behandlet i retten, og landsretten tillod dokumentation af hendes politirapport.
Sagen drejede sig om, hvorvidt den fælles forældremyndighed over B (født august 2023) skulle ophæves og tillægges M alene, efter at F var idømt ubetinget fængselsstraf på i alt 5 år og 3 måneder for bl.a. narkotikakriminalitet og simpel vold. Familieretten fastholdt den fælles forældremyndighed, hvorimod Vestre Landsret ophævede den. Højesteret stadfæstede familierettens dom og udtalte, at betingelserne for ophævelse i forældreansvarslovens § 11 ikke var opfyldt.
Højesteret har stadfæstet familierettens afgørelse om, at forældrene fortsat skal have fælles forældremyndighed over deres søn (født august 2023), selv om faren afsoner 5 år og 3 måneders ubetinget fængsel for narkotikakriminalitet og vold. Højesteret nåede frem til, at farens kriminalitet ikke er omfattet af forældreansvarslovens § 4 a, og at der ikke forelå holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold. Dermed ændrede Højesteret Vestre Landsrets dom, der havde tillagt moren forældremyndigheden alene.
Sagen drejer sig om lovligheden af en tvangsindlæggelse, der blev foretaget den 23. maj 2013 på psykiatrisk afdeling på Slagelse Sygehus. Det centrale retsspørgsmål er, hvilken betydning det har for bedømmelsen af indgrebets lovlighed, at den indlæggende læges erklæring senere er blevet ulæselig som følge af en indscanningsfejl ved digitalisering. Højesteret stadfæster landsrettens dom og fastslår, at tvangsindlæggelsen var lovlig, og at sagen om den efterfølgende tilbageholdelse hjemvises til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
Sagen handlede om lovligheden af en tvangsindlæggelse på farlighedsindikation i maj 2013, hvor lægeerklæringen fra den indlæggende læge senere var blevet ulæselig som følge af en indscanningsfejl ved digitalisering af sagens akter. Højesteret fastslog, at en ulæselig lægeerklæring ikke i sig selv kan medføre, at tvangsindlæggelsen var ulovlig, når den foreskrevne to-instans-fremgangsmåde i øvrigt er fulgt og dokumenteret. Landsrettens dom om lovlig tvangsindlæggelse blev stadfæstet, hvorimod spørgsmålet om lovligheden af den efterfølgende tvangstilbageholdelse blev hjemvist til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
I maj 2026 behandlede Grønlands Landsret en ankesag mod en tiltalt født i 2001, som ved Kujalleq Kredsret var fundet skyldig i forsøg på manddrab og voldtægt/forsøg på voldtægt og idømt behandling på dansk psykiatrisk hospital. Anklagemyndigheden ankede med påstand om anbringelsesdom uden længstetid, mens tiltalte ønskede dommen stadfæstet. Landsretten stadfæstede kredsrettens dom i sin helhed.
GroundPlug International ApS anlagde sag mod Stavrex ApS og Stavrex AB og nedlagde påstand om forbud mod markedsføring og salg af Stavrex' jordskruer, tilbagekaldelse, destruktion og oplysningspålæg under påberåbelse af den internationale designregistrering DM/103 436 og markedsføringsloven. Stavrex nedlagde modpåstand om, at designregistreringernes EU-designering skulle erklæres ugyldig på grund af manglende nyhed og individuel karakter. Retten opretholder designets gyldighed, men finder ingen krænkelse og frifinder begge parter.
I samtlige tre instanser blev en 17-årig tiltalt, født februar 2007, kendt skyldig i besiddelse af ca. 8 kg euforiserende stoffer – herunder 24.384 ecstasypiller, MDMA, amfetamin, kokain og ketamin – med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer, foruden brugstyveri af en ladcykel på Amager. Højesteret satte straffen ned fra 7 år og 10 måneder til 6 år og 10 måneder og fastslog principielt, at domstolene efter 2010-lovændringen af Straffelovens § 33, stk. 3 heller ikke i narkotikasager er afskåret fra at udmåle fængsel i mere end 8 år over for mindreårige i de allergroveste tilfælde.
Sagen drejer sig om, hvorvidt en e-mailkorrespondance fra 2019 afbrød den 10-årige forældelsesfrist for et gældsbrev fra 2011 på ca. 1,2 mio. kr., således at X ApS' krav mod A ikke var forældet, da sagen blev anlagt i 2022. Højesteret tilsluttede sig landsrettens resultat og begrundelse om, at A's svar – 'jeg har ikke mulighed for at tilbagebetale lånet nu' – udgjorde en skylderkendelse under Forældelsesloven § 15, der afbrød forældelsesfristen den 26. oktober 2019. Landsrettens dom stadfæstes, og A pålægges at betale 65.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret.
Sagen drejer sig om, hvorvidt forældelsesfristen for et gældsbrev var afbrudt ved skyldnerens erkendelse af gælden i en mailkorrespondance. Både Retten i Aalborg og Vestre Landsret nåede frem til, at forældelsesfristens løb var afbrudt, og Højesteret stadfæstede landsrettens dom med tilslutning til dens begrundelse.
Retten i Holstebro har den 19. maj 2026 idømt en 38-årig syrisk mand 6 års fængsel for forsøg på manddrab, efter at han i en frisørsalon i Thisted stak sin bror i ryggen med en 20 cm køkkenkniv. Forurettede pådrog sig livstruende skader i form af en sammenklappet lunge og et blodtab på ca. 1 liter, men overlevede efter akut lægebehandling. Tiltalte blev desuden udvist af Danmark for bestandigt og pålagt at betale 146.024,50 kr. i erstatning til forurettede.
I en principiel sag om indirekte forskelsbehandling på grund af religion har Højesteret slået fast, at en folkeskole i Albertslund Kommune udøvede indirekte forskelsbehandling, da den afbrød en muslimsk lærerpraktikants praktikforløb, fordi hun af religiøse grunde ikke ønskede at give hånd til mænd. Et flertal på 6 dommere kom frem til, at skolen ikke havde undersøgt mulige alternativer til håndtrykskravet, men at praktikanten ikke var berettiget til godtgørelse, eftersom hun selv kunne have bidraget mere til at finde en løsning. En enkelt dommer mente, at der overhovedet ikke forelå forskelsbehandling. Albertslund Kommune blev frifundet for godtgørelseskravet, men skal betale 174.750 kr. i sagsomkostninger til statskassen.
Efter at 20 containere med fødevarer til FN-missionen MINUSMA i Mali strandede som følge af statskuppet i Niger den 26. juli 2023 og den efterfølgende ECOWAS-handelsblokade, anlagde Ecolog International FZE sag mod forsikringsselskabet Tokio Marine Europe S.A. og speditøren Maersk Logistics & Services Denmark A/S. Primært krævede Ecolog forsikringsdækning fra Tokio Marine, subsidiært erstatning fra Maersk Logistics for mangelfuld forsikringsformidling. Begge sagsøgte blev frifundet af Sø- og Handelsretten: IWC(C)-krigsklausulen gælder kun tidsmæssigt i søtransportperioden, og for de fem containere, der var til søs under kuppet, var der ikke tilstrækkelig årsagsmæssig sammenhæng til den destruktion, som fandt sted et til halvandet år efter hændelserne.
